Mountain Explorer og fagre nye LEGO-verden

Siden sidst har jeg opnået et indgående kendskab til byens hellige bjerg, Mt. Arunachala. Tirsdag d. 10. marts viste kalenderen fuldmåne, og hver måned på dette tidspunkt vandrer over en halv million pilgrimme de 14 km rundt om det hellige bjerg. Det skulle vi da også prøve! Elise, Liv og jeg iførte os sko (for første gang siden ankomst), pakkede en rygsæk og var klar. Alle byens hovedveje er lukket og det er det eneste tidspunkt, hvor fodgængerne har førsteret (ellers gælder reglen om at størst motor og flest decibel på båthornet giver størst ret til at være på vejen). Vandringen er lidt af en festival for inderne, og der er ingen grænser for, hvad man kan købe af snacks og souvenirs, mens man går rundt. Undervejs er der også omkring 60 større eller mindre templer, som man kan besøge. Vi benyttede dog chancen til (endelig) at få os rørt lidt og gik hele vejen rundt om bjerget uden stop. Det tog omkring to en halv time, og vi var tilbage i ”the Nest” omkring midnat. Vandringen faldt utrolig heldigt lige på et par vidunderligt kølige dage, vi havde i sidste uge. Det begyndte sågar at regne en af dagene. Jeg troede næsten ikke mine egne øjne – efter halvanden måned i Indien var jeg overbevist om, at der var tale om en klimatisk konstant: 35 grader og vindstille.
Nåh, men det bliver vildere endnu. Lørdag morgen forlod vi hytten kl. 5 om morgenen for at bestige Mt. Arunachala (”bestige” lyder så storartet – så tror man næsten det er Everest). Bjerget er 800 m højt og vi tog af sted tidligt om morgenen for at nå godt op på bjerget, før solen stod op. Visu, en af vore gode venner hernede, viste os det første stykke op af bjerget, før han overlod os til os selv og vores evne til at læse pile. Det kostede os kun en enkelt blindgyde – ellers gik det over stok og klippesten op mod tinden. Nu er det jo ikke sådan et fint lille bjerg med grusstier hele vejen op, vil jeg bare lige påpege. Vi klatrede bogstaveligt talt hele vejen op af bjergsiden, der bestod af store klippesten. Der var ikke langt fra det her og til at hænge på en klippevæg med karabinhager og tov (bare for lige at overbevise læseren om hvilken stor bedrift, der er tale om). Det var en rigtig fin tur op og kampsvedende nåede vi til tops. Bjergtoppen var helt sort, fordi der under særlige begivenheder bliver tændt bål deroppe. Der boede en ”hellig” mand deroppe, men vi havde nu på fornemmelsen, at han var lidt af en snydepels. Helt ærligt, hvem gider bo 800 meters klippevandring fra nærmeste vandkilde? Vi havde ikke mødt en sjæl på hele turen op, men på toppen mødte vi underligt nok to hold andre danskere – what are the odds?? Der er vist et eller andet med os danskere og en stærk trang til at bestige bjerge, når vi kommer til udlandet – måske for at kompensere for vort eget lands mangel på samme…

På Børnearbejdscentret modtog vi i sidste uge en stor flyttekasse fra Danmark. Afsender: LEGO! Lego har efterhånden givet flotte gaver til mange af ALC-skolerne, og nu var det blevet centrets tur. En hel kasse fyldt med Lego-klodser i alle afskygninger blev pakket ud, og siden det øjeblik har der ikke været en pause, hvor ”Lego-toys” ikke har været fremme fra skabet. Som dansker på stedet lå det jo i kortene, at det var mig, der skulle instruere i faget Lego-bygning. Her kommer de mange juleferier, hvor jeg har bygget Lego sammen med min bror mig endelig til gode. Og det kræver faktisk lidt opfindsomhed og fantasi, for det var ikke helt som i gamle dage… Konceptet bag disse gaver fra Lego er nemlig følgende: Man tager 20 æsker Lego og åbner dem. Man hælder alle klodserne ned i en stor kasse og rører godt rundt. Herefter pakker man samtlige legoklodser i 20 nye, nu godt blandede, poser og sender dem af sted uden nogle af de fine instruktionstegninger, der trin for trin angiver hvilken klods, man skal sætte hvor. (Jeg beklager den let sarkastiske tone – jeg synes faktisk, det er en rigtig flot gave fra Lego, som allerede har spredt utrolig meget glæde – tak Lego!).
I starten gik der for drengene sport i bare at bygge så højt som muligt. Da begrænsningen her er antallet af klodser, kunne det hurtigt udvikle sig til skænderier og småtrusler, når der ikke var flere klodser tilbage. Så lavede jeg i stedet en konkurrence om at bygge det højeste og mest solide tårn med et bestemt antal klodser. Og den udfordring greb de hurtigt. Nogle af dem bliver afgjort ikke ingeniører – byggede spinkelt forneden og tungere foroven! Sågar var der brud på den universelle Lego-lov om hvilken vej klodserne skal vende (den flade side nedad…). Andre udviste lovende evner – se evt. billederne.

Denne uge har bl.a. stået på besøg fra Danmission. Nanna Jørgensen og Carsten Brinkmeyer har besøgt centret og snakket med både personalet og børnene. Derudover havde de planlagt en fin workshop-dag for personalet, hvor vi fik set lidt nærmere på centrets nuværende aktiviteter, og hvor det skal bevæge sig hen i fremtiden. Det var rigtig spændende for mig at opleve, hvordan man fra Danmissions side samarbejder med centret hernede og diskuterer sig frem til fælles mål - det gjorde et meget positivt indtryk.
Nåh, igen et meget langt indlæg. Nu vil jeg også runde af og gå ind og pakke min rygsæk. Næste uge har jeg nemlig ferie og får besøg af min gode veninde Amalie fra Danmark. Så vi tager et smut til nabostaten Kerala, hvor der skulle være så smukt, så smukt. Det kommer jeg nok til at skrive en masse om i næste indlæg på bloggen – bare vent!

Reportage: Indisk Vogue, sæbeboble-fest og endnu en by ved havet

I dette indlæg på bloggen skal vi nå vidt omkring. På utallige opfordringer bringer jeg her et indblik i hvordan indisk mode ser ud dette forår. Her i Tiruvannamalai er dragten ”chudithar” yderst populær blandt kvinderne. Den består af tunika, bukser og et tørklæde elegant slynget over skuldrene. Kodeordet for dresscoden hernede er ”match”- alt skal matche! Til højre har jeg uploadet tre bud på forårsmoden, som jeg netop har hentet hos skrædderen. På første billede ses en smart pink sag med tilhørende orange bukser og selvfølgelig et orange tørklæde – chikt uden at være prangende! Læg mærke til den matchende hårelastik jeg har i hånden, en bonus, man altid får med hos skrædder Laila (som er en mand). På næste billede er jeg trukket i en dæmpet lilla tunika med diskret påtrykt guldmønster – bukser og tørklæde er holdt i en frisk skovgrøn nuance. Endelig ser vi en kølig turkis sag med (hold vejret) stribede bukser og tørklæde i en brændt orange – wow, det er hot!! Hvis man en dag kommer til at bryde kravet om stringent match, kan man være sikker på, at det ikke går ubemærket hen. På centret har jeg to kollegaer, som stensikkert arbejder undercover for indisk fashion police.
Derudover har jeg også lige luftet mit kamera rundt i hytten ”the Nest”, hvor jeg bor. Her er bare alt for hyggeligt og jeg kan ikke lade være med at sammenligne det lidt med den toscanske bjerghytte, hvor jeg har holdt sommerferie et par gange.

I sidste uge havde jeg en stjernestund på Børnearbejdscenteret. Fra Danmark havde jeg i min rygsæk medbragt en håndfuld sæbeboble-glas og de skulle nu stå deres prøve. Jeg var ikke sikker på, om børnene ville synes, det var sjovt eller noget barnligt pjat, men min tvivl var helt ubegrundet. Det var en stor succes og de fik let en halv time til at gå med at puste kæmpe-bobler og boblestrømme. Der var desværre ikke nok sæbeboble-glas til alle børnene, hvilket let kunne have fået en dansk skoleklasse til at gå i spåner. Men børnene her deltes artigt om de to glas, læreren havde rationeret ud til dem – hvilken disciplin! Jeg var meget imponeret.

I weekenden var Liv og jeg på tur til Mamallapuram, en by ved vandet, der ligger lidt syd for Chennai. Efter en lang tur (vi havde taget den forkerte bus) nåede vi endelig frem sent fredag aften. Næste dag var vi på ægte turist sightseeing og så byens to hovedattraktioner: kyst-templet og ”5 rathas”/ de fem stridsvogne. Sidstnævnte var mest imponerende. 1400 år gamle stentempler og skulpturer af 5 stridsvogne (bl.a. en elefant, en tyr og en løve), som førte guderne Shiva, Vishnu og Brahma frem. Dette sted er en del af Verdenskulturarven (uh-uh), og af samme grund er stedet også en rigtig turist-by. En turistby har selvfølgelig sine klare fordele, hvoriblandt kan nævnes cafe latté på en fortovscafé. Men en sådan by har sandelig også sine ulemper og da det er ved at være lavsæson, blev vi bogstavelig talt flået i af alle de sælgere og tiggere, som byens turister normalt kan brødføde.
Men det var under alle omstændigheder en oplevelse at se byen. Om søndagen gik vi en laaang tur i vandkanten og var vidner til et fantastisk skue – indernes fridag ved stranden. Flere hundrede indere havde pakket madkurven for at tage til stranden og stod ude i vandet til knæene i fuld påklædning. Her soppede de grinende og pjattende rundt i deres silkesarier, mens børnene pjaskede og gravede efter krabber i vandkanten – et syn for guder!