Så er der kun 6 timer, til jeg daffer mod lufthavnen med maven fuld af baskende sommerfugle. Det bliver dejligt at vende hjem til forårssmukke Danmark. Men også med et lille stik, for jeg kommer helt sikkert til at savne Indien og de mange fantastiske mennesker, jeg har mødt hernede.
Jeg takker mine læsere, der har fulgt min færd og båret over med til tider aaaalt for lange indlæg på bloggen. Jeg glæder mig til at se jer alle sammen hjemme i Danmark.
Knus, karry og karma fra Johanne
tirsdag den 28. april 2009
onsdag den 22. april 2009
Hvad ville du gøre, hvis du kun havde én uge tilbage i Indien?
I skrivende stund er der lige præcis en uge, til jeg lander i Kastrup Lufthavn. Det er lidt surrealistisk at tænke på. Dette bliver nok også det sidste indlæg på bloggen, for lige pludselig kan jeg mærke, at tiden bare flyver af sted, og der er stadig meget jeg skal nå, før jeg kan klappe min kuffert sammen – en kuffert, der nu er ved at være fyldt til randen af tre måneders oplevelser i Indien.
Påskebrunch i det grønne
Siden sidst har det jo været påske, og den fik vi fejret rigtig fint med påskebrunch ude hos Daphne, en af de ansatte på Quo Vadis. Hun bor i et fantastisk og helt tilgroet hus ude i skoven – den perfekte ramme for en dag med god mad, finde-påskeæg-leg og sågar krea-workshop med at male påskeæg. Det var rigtig fint. Vi havde haft ambitioner om at snuppe en gudstjeneste påskemorgen, men den bliver for sjovs skyld holdt kl. 5am hernede, så det… Det bliver vist hernede taget meget bogstaveligt, at Jesus stod op før solen dengang for mange år siden.
Forlovelsesfest med 700 gæster
I sidste uge var vi inviteret til forlovelses-fest i Tirukoilur i anledning af, at Sundars søn skal giftes til juli (Sundar er en af mine kontakter hernede). Så vi var til storslået forlovelses-fest iført sari og det hele. Det var lidt af et show. Det kommende brudepar blev placeret på hver sin tronstol i hver sin ende af en scene foran de 700 gæster og skulle så alle de ceremonielle ting igennem. Blandt andet skulle de undervejs i showet skifte til noget nyt tøj og så var der jo lige overrækkelsen af mindst 30 gaver pakket flot ind i cellofan-papir til brudens familie. Det var sjovt at opleve, men samtidig også ret distanceret. Jeg fik fx slet ikke lejlighed til at hilse på det vordende brudepar.
Samme dag var det Tamil Nadu nytårsdag, og denne dag indvarsler traditionelt set sommeren hernede. Det skal jeg så sandelig lige love for. På denne dag tog temperaturen simpelthen et kvantespring op ad skalaen. Siden da har det været rigtig varmt – tæt mod de 40 grader i skyggen.
Rapportering og en masse fine oplevelser
Jeg har den seneste halvanden uge brugt en del tid på at få samlet informationen fra mine 15 interviews på børnearbejdscentret i en rapport. Som jeg tidligere har beskrevet, har jeg været ved at undersøge hvilke sundhedsmæssige problemer, der er blandt børnearbejderne og det stykke arbejde er nu ved at være bragt til ende – udmøntet i en lille rapport-sag. Det har været rigtig spændende for mig at prøve at arbejde med folkesundhedsvidenskab i praksis på denne måde, og jeg synes jeg har lært en del rent metodisk. På baggrund af undersøgelsen har jeg så skrevet nogle anbefalinger til, hvordan de kan prøve at forbedre børnenes sundhedstilstand - håber, at noget af det kommer fra papiret og ud i praksis.
Meeen, den har ikke stået på rapport-skrivning hele tiden. Jeg har også oplevet en masse af det jeg gerne ville nå, før jeg skulle rejse hjem. Fx var vi i weekenden en lille flok i biografen og se en vaskeægte Tamil Nadu – film. ”Ayan”, hed den og tror at genren må kaldes actionkomedie med en kærlighedshistorie flettet ind. Det var god underholdning. Der var danse-scener både på øer, i grotter, i byen og i ørkenen – hvad mere kan man ønske sig? Lyden var skruet op på max og der var overhovedet ikke, som i danske biografer, behov for at sætte mobiltelefonen på lydløs – filmen overdøvede alt andet! Derudover har vi fået rundvisning her på Lebanon, som er området, hvor ”the Nest” ligger placeret. Der er både tilknyttet landbrug og væveri, så det var rigtig fint lige at se, hvordan de høster og væver. Og ej at forglemme, har vi også lige fået et madlavningskursus af mesterkokken Penita, JP’s kone, og lært at lave hendes legendariske chapatti’er med chutney – mums!!
Festen i ”Nesten”
I søndags havde Elise og jeg inviteret til åbent hus i ”the Nest” i anledning af, at vi snart rejser herfra. Vi havde bestilt en ordentlig kage med overdrevet meget pynt med klar bevidsthed om, at når det kommer til kagepynt gælder det også, at ”most is more”. Vi havde inviteret vores nærmeste omgangskreds hernede og der kom en god flok på omkring 15 gæster. Og ingen fest uden lidt sjov og ballade, så vi havde stor vandballon-konkurrence ude i baggården. Festens yngste gæster, Anker, Eske og Daphne, tog kampen op med stor iver og fornøjelse. Derudover havde vi arrangeret den neoklassiske ”sæt-snablen-på-elefanten” – leg. Der var rigtig god stemning, og det var vildt fedt for os at have denne mulighed for at gøre lidt gengæld for al den gæstfrihed, vi har mødt hernede.
En bus fuld af Bollywood-dansere
I dag var dagen for den længe ventede picnic-tur på Børnearbejdscentret. Festlighederne startede allerede, da jeg drejede ind gennem porten til skolen. Et par af børnene kom mig løbende i møde og trak mig hen til den fine minibus, der holdt foran centret. De var simpelthen så vildt meget i hopla, og det var tydeligt at se, at de bare glædede sig heeeelt vildt til at komme på tur.
Vi kørte af sted efter ”indian time” – dvs. en time senere end planlagt. Minibussen, der nok var beregnet på ca. 15 passagerer, var godt proppet med 25-30 børn og voksne. Første stop var en lille skovpark med minizoo. Ikke så snart holdt minibussen stille, før børnene var strøget i alle retninger. Der kom samling på tropperne, og vi tog en tur rundt i zoo, hvor der var slanger, fugle, aber og sågar en krokodille, der lå lettere bevidstløs i en lille forplumret sø. Af sted med bussen igen og næste stop var en lille landsby i et bjergområde med store skyggefulde træer – det perfekte spot til at spise de medbragte madpakker. Vi kørte videre op ad bjergene og jeg ved ikke om det var madpakkerne, der havde givet børnene 200 % mere energi eller om det var Bollywood-filmene, der kørte for fuld udblæsning i minibussen. I hvert fald blev bussen pludselig forvandlet til den vildeste fest, hvor børnene efter tur dansede op og ned ad midtergangen med de sejeste Bollywood-moves, de havde lært fra filmene. Lydniveauet steg til mange, mange decibel og jeg indsamlede endnu et stk. bevis-materiale til min snart velunderbyggede teori, om at indere har kraftigt reduceret hørelse. Det danske færdselspoliti havde ikke været helt glad for situationen og jeg sad også lidt og bad til, at det ikke gik galt op gennem de mange hårnålesving. Men pyha, vi kom alle helskindet hjem igen, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det har været en fantastisk dag for børnene. Det var det nu bestemt også for os andre – børnenes glæde er så smitsom som den mest sejlivede influenza-virus.
Påskebrunch i det grønne
Siden sidst har det jo været påske, og den fik vi fejret rigtig fint med påskebrunch ude hos Daphne, en af de ansatte på Quo Vadis. Hun bor i et fantastisk og helt tilgroet hus ude i skoven – den perfekte ramme for en dag med god mad, finde-påskeæg-leg og sågar krea-workshop med at male påskeæg. Det var rigtig fint. Vi havde haft ambitioner om at snuppe en gudstjeneste påskemorgen, men den bliver for sjovs skyld holdt kl. 5am hernede, så det… Det bliver vist hernede taget meget bogstaveligt, at Jesus stod op før solen dengang for mange år siden.
Forlovelsesfest med 700 gæster
I sidste uge var vi inviteret til forlovelses-fest i Tirukoilur i anledning af, at Sundars søn skal giftes til juli (Sundar er en af mine kontakter hernede). Så vi var til storslået forlovelses-fest iført sari og det hele. Det var lidt af et show. Det kommende brudepar blev placeret på hver sin tronstol i hver sin ende af en scene foran de 700 gæster og skulle så alle de ceremonielle ting igennem. Blandt andet skulle de undervejs i showet skifte til noget nyt tøj og så var der jo lige overrækkelsen af mindst 30 gaver pakket flot ind i cellofan-papir til brudens familie. Det var sjovt at opleve, men samtidig også ret distanceret. Jeg fik fx slet ikke lejlighed til at hilse på det vordende brudepar.
Samme dag var det Tamil Nadu nytårsdag, og denne dag indvarsler traditionelt set sommeren hernede. Det skal jeg så sandelig lige love for. På denne dag tog temperaturen simpelthen et kvantespring op ad skalaen. Siden da har det været rigtig varmt – tæt mod de 40 grader i skyggen.
Rapportering og en masse fine oplevelser
Jeg har den seneste halvanden uge brugt en del tid på at få samlet informationen fra mine 15 interviews på børnearbejdscentret i en rapport. Som jeg tidligere har beskrevet, har jeg været ved at undersøge hvilke sundhedsmæssige problemer, der er blandt børnearbejderne og det stykke arbejde er nu ved at være bragt til ende – udmøntet i en lille rapport-sag. Det har været rigtig spændende for mig at prøve at arbejde med folkesundhedsvidenskab i praksis på denne måde, og jeg synes jeg har lært en del rent metodisk. På baggrund af undersøgelsen har jeg så skrevet nogle anbefalinger til, hvordan de kan prøve at forbedre børnenes sundhedstilstand - håber, at noget af det kommer fra papiret og ud i praksis.
Meeen, den har ikke stået på rapport-skrivning hele tiden. Jeg har også oplevet en masse af det jeg gerne ville nå, før jeg skulle rejse hjem. Fx var vi i weekenden en lille flok i biografen og se en vaskeægte Tamil Nadu – film. ”Ayan”, hed den og tror at genren må kaldes actionkomedie med en kærlighedshistorie flettet ind. Det var god underholdning. Der var danse-scener både på øer, i grotter, i byen og i ørkenen – hvad mere kan man ønske sig? Lyden var skruet op på max og der var overhovedet ikke, som i danske biografer, behov for at sætte mobiltelefonen på lydløs – filmen overdøvede alt andet! Derudover har vi fået rundvisning her på Lebanon, som er området, hvor ”the Nest” ligger placeret. Der er både tilknyttet landbrug og væveri, så det var rigtig fint lige at se, hvordan de høster og væver. Og ej at forglemme, har vi også lige fået et madlavningskursus af mesterkokken Penita, JP’s kone, og lært at lave hendes legendariske chapatti’er med chutney – mums!!
Festen i ”Nesten”
I søndags havde Elise og jeg inviteret til åbent hus i ”the Nest” i anledning af, at vi snart rejser herfra. Vi havde bestilt en ordentlig kage med overdrevet meget pynt med klar bevidsthed om, at når det kommer til kagepynt gælder det også, at ”most is more”. Vi havde inviteret vores nærmeste omgangskreds hernede og der kom en god flok på omkring 15 gæster. Og ingen fest uden lidt sjov og ballade, så vi havde stor vandballon-konkurrence ude i baggården. Festens yngste gæster, Anker, Eske og Daphne, tog kampen op med stor iver og fornøjelse. Derudover havde vi arrangeret den neoklassiske ”sæt-snablen-på-elefanten” – leg. Der var rigtig god stemning, og det var vildt fedt for os at have denne mulighed for at gøre lidt gengæld for al den gæstfrihed, vi har mødt hernede.
En bus fuld af Bollywood-dansere
I dag var dagen for den længe ventede picnic-tur på Børnearbejdscentret. Festlighederne startede allerede, da jeg drejede ind gennem porten til skolen. Et par af børnene kom mig løbende i møde og trak mig hen til den fine minibus, der holdt foran centret. De var simpelthen så vildt meget i hopla, og det var tydeligt at se, at de bare glædede sig heeeelt vildt til at komme på tur.
Vi kørte af sted efter ”indian time” – dvs. en time senere end planlagt. Minibussen, der nok var beregnet på ca. 15 passagerer, var godt proppet med 25-30 børn og voksne. Første stop var en lille skovpark med minizoo. Ikke så snart holdt minibussen stille, før børnene var strøget i alle retninger. Der kom samling på tropperne, og vi tog en tur rundt i zoo, hvor der var slanger, fugle, aber og sågar en krokodille, der lå lettere bevidstløs i en lille forplumret sø. Af sted med bussen igen og næste stop var en lille landsby i et bjergområde med store skyggefulde træer – det perfekte spot til at spise de medbragte madpakker. Vi kørte videre op ad bjergene og jeg ved ikke om det var madpakkerne, der havde givet børnene 200 % mere energi eller om det var Bollywood-filmene, der kørte for fuld udblæsning i minibussen. I hvert fald blev bussen pludselig forvandlet til den vildeste fest, hvor børnene efter tur dansede op og ned ad midtergangen med de sejeste Bollywood-moves, de havde lært fra filmene. Lydniveauet steg til mange, mange decibel og jeg indsamlede endnu et stk. bevis-materiale til min snart velunderbyggede teori, om at indere har kraftigt reduceret hørelse. Det danske færdselspoliti havde ikke været helt glad for situationen og jeg sad også lidt og bad til, at det ikke gik galt op gennem de mange hårnålesving. Men pyha, vi kom alle helskindet hjem igen, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det har været en fantastisk dag for børnene. Det var det nu bestemt også for os andre – børnenes glæde er så smitsom som den mest sejlivede influenza-virus.
torsdag den 9. april 2009
Dansk fødselsdagfest og påskeharens besøg
Ugen efter at jeg havde været på ferietur i Kerala med Amalie, tog vi tilbage til Tiruvannamalai (”min by”), hvor Amalie bl.a. var med på Børnearbejdscentret et par dage. To FDF-ledere og en flok børn samlet på et sted kan jo kun give anledning til en masse tossede lege og sange. Børnene var helt pjattede med ”kluddermor” og sangen ”jeg kører i min lille bil” frit oversat til engelsk.
Så en dag besluttede vi, at vi ville prøve at afholde en ægte dansk fødselsdagsfest for børnene. Vi startede lige med at få Danmark placeret på verdenskortet og præsenteret Dannebrog. Derefter ville vi gerne lære dem Happy Birthday – men den kunne de sandelig godt i forvejen (hvilket jeg ikke havde regnet med ud fra mit kendskab til deres engelsk-kundskaber). Men flot var det!
Så gik vi videre til fødselsdags-legene, som til gengæld var nye for dem: Ballon-appelsin-dans og spise-snører-på-tid – gode klassiske danske lege. Den første leg fik simpelthen helt nye dimensioner i indisk kontekst. Vi forsøgte gentagne gange at forklare, at man var i hold to og to og skulle prøve at smadre de andre holds balloner. Men børnene fandt på en sjovere og lidt mere hardcore udgave, der gik ud på at prøve at smadre ballonen mellem egen og holdmakkers pande. Det så farligt ud, men børnene skraldgrinede bare, når det lykkedes at få ballonen smadret. Ok, så lærte vi da også lige en ny leg at tage med hjem til FDF!!
Fødselsdagen kulminerede da fødselsdagskagen (som mere lignede isvafler…) pyntet med små dannebrogsflag blev sat på bordet. Børnene havde øjne så store som tekopper og de blev ikke mindre, da de hver fik en lille beskeden gave med et par balloner og Haribo-slik. Børnene satte hurtigt flagene fra kagen i knaphullerne på deres slidte skjorter og guflede dette mærkelige danske slik i sig. Det er fantastisk at opleve, hvor lidt der skal til for at skabe så stor glæde hos de her unger.
Denne uge har kalenderen så vist påske-tid, og det skaber jo endnu en anledning til tossede danske traditioner. Det var jo oplagt at afprøve den gode gamle finde-påskeæg-leg i skolegården. Denne gang var jeg alene på skansen og mødte flere udfordringer. Det er ikke så let at fremskaffe påskeæg her i Indien, så jeg havde købt en ramme almindelig æg og skrevet point-numre på, som så kunne udløse x antal stykker slik. Nåh, jeg gik frejdigt i gang med at gemme æggene bag sten og i træerne, men opdagede snart, at hver gang jeg havde ”lagt et æg” blev det enten hakket i stykker af en tilflyvende krage eller af en af skolens 3000 andre børn, for hvem legen jo ikke var tiltænkt. ”Rimelig underlig dansker, der render rundt og lægger æg over hele skolegården”, har de nok tænkt, men jeg opgav at forklare. Panik! Jeg fik pludselig rygende travlt med at gemme de sidste æg og givet en lyn-instruktion om legens koncept til børnene på centret, hvorefter de strøg ud. I løbet af nul-komma-fem havde de fundet de tilbageværende æg. Pyha! De synes heldigvis det var en herlig leg – ikke mindst fordi der var præmier.
På udvekslingsbesøg hos Junior Ministry
Mens Amalie var her fik vi også mulighed for at aflægge en kort visit hos Junior Ministry, som er en indisk søsterorganisation til FDF. Vi blev taget varmt imod at flere af folkene bag denne lokale afdeling og bl.a. sekretæren for denne region, Ruby. Der var et imponerende fremmøde på 125 ”juniors”, og for at det ikke skal være løgn var dette et ekstraordinært møde arrangeret til ære for os. Det var imponerende! Og rigtig sjovt for os at opleve hvor meget Junior Ministry ligner FDF. Vi legede bankebøf (meget FDF-agtigt) og sang endda sange med melodier velkendt fra March & Lejr (FDF-sangbog). Det var en super fed oplevelse og hvilken disciplin! Vi blev hurtigt enige om, at det kunne visse FDF-børn godt lære noget af!
En hellig elefant og 7 meter stof med guldkant
Det fortjener også lige en bemærkning, at Amalie og jeg, under et besøg i det store tempel i Tiruvannamalai, var så heldige at blive velsignet af en hellig elefant. Dér under tempel-søjlerne stod det store smukke dyr og ventede bare på, at man kom hen og kastede en mønt ned i dens snabel. Herefter lod den nådigt sin snabel feje blidt hen over den heldiges hoved – tadaaa velsignet!! Mønterne fnøs den med jævne mellemrum ud i sin dyrepassers hånd. Indrømmet, jeg skulle lige samle mig mod til (den var jo ikke bundet eller noget, men stod helt fri og svajede fra side til side). Men pyh, hvor var det godt jeg endte med at gøre det – min Indiens-færd havde bestemt ikke været det samme uden dette blåstempel fra elefanten. Og dyrets størrelse taget i betragtning må jeg jo så nu være velsignet nok for i hvert fald et års tid.
En anden vigtig, vigtig ting man skal prøve, når man er i Indien som pige (og har bare en smule hang til pynt), er selvfølgelig at få lavet en sari (traditionel indisk klædedragt for kvinder). Elise og jeg havde fået syet én, og i går skulle den så stå sin prøve til et lille party hos Anna og Nikolaj. Vi fik hjælp til at sætte den og det var godt, for ellers var resultatet nok blevet mere tvivlsomt. Det kræver alligevel en smule snilde at få viklet de 7 meter stof rigtigt rundt og på en måde så det faktisk er muligt at bevæge sig. Men det var vildt sjovt at have den på – lidt som et stort kostume, som man skal øve sig i at have på og gå i. Det var dog lidt svært rigtigt at gå til festkagen iført den korsetlignende bluse, man skal have på under sarien. Nu forstår jeg pludselig meget bedre, hvorfor indiske kvinder altid går med så rank ryg!
Så en dag besluttede vi, at vi ville prøve at afholde en ægte dansk fødselsdagsfest for børnene. Vi startede lige med at få Danmark placeret på verdenskortet og præsenteret Dannebrog. Derefter ville vi gerne lære dem Happy Birthday – men den kunne de sandelig godt i forvejen (hvilket jeg ikke havde regnet med ud fra mit kendskab til deres engelsk-kundskaber). Men flot var det!
Så gik vi videre til fødselsdags-legene, som til gengæld var nye for dem: Ballon-appelsin-dans og spise-snører-på-tid – gode klassiske danske lege. Den første leg fik simpelthen helt nye dimensioner i indisk kontekst. Vi forsøgte gentagne gange at forklare, at man var i hold to og to og skulle prøve at smadre de andre holds balloner. Men børnene fandt på en sjovere og lidt mere hardcore udgave, der gik ud på at prøve at smadre ballonen mellem egen og holdmakkers pande. Det så farligt ud, men børnene skraldgrinede bare, når det lykkedes at få ballonen smadret. Ok, så lærte vi da også lige en ny leg at tage med hjem til FDF!!
Fødselsdagen kulminerede da fødselsdagskagen (som mere lignede isvafler…) pyntet med små dannebrogsflag blev sat på bordet. Børnene havde øjne så store som tekopper og de blev ikke mindre, da de hver fik en lille beskeden gave med et par balloner og Haribo-slik. Børnene satte hurtigt flagene fra kagen i knaphullerne på deres slidte skjorter og guflede dette mærkelige danske slik i sig. Det er fantastisk at opleve, hvor lidt der skal til for at skabe så stor glæde hos de her unger.
Denne uge har kalenderen så vist påske-tid, og det skaber jo endnu en anledning til tossede danske traditioner. Det var jo oplagt at afprøve den gode gamle finde-påskeæg-leg i skolegården. Denne gang var jeg alene på skansen og mødte flere udfordringer. Det er ikke så let at fremskaffe påskeæg her i Indien, så jeg havde købt en ramme almindelig æg og skrevet point-numre på, som så kunne udløse x antal stykker slik. Nåh, jeg gik frejdigt i gang med at gemme æggene bag sten og i træerne, men opdagede snart, at hver gang jeg havde ”lagt et æg” blev det enten hakket i stykker af en tilflyvende krage eller af en af skolens 3000 andre børn, for hvem legen jo ikke var tiltænkt. ”Rimelig underlig dansker, der render rundt og lægger æg over hele skolegården”, har de nok tænkt, men jeg opgav at forklare. Panik! Jeg fik pludselig rygende travlt med at gemme de sidste æg og givet en lyn-instruktion om legens koncept til børnene på centret, hvorefter de strøg ud. I løbet af nul-komma-fem havde de fundet de tilbageværende æg. Pyha! De synes heldigvis det var en herlig leg – ikke mindst fordi der var præmier.
På udvekslingsbesøg hos Junior Ministry
Mens Amalie var her fik vi også mulighed for at aflægge en kort visit hos Junior Ministry, som er en indisk søsterorganisation til FDF. Vi blev taget varmt imod at flere af folkene bag denne lokale afdeling og bl.a. sekretæren for denne region, Ruby. Der var et imponerende fremmøde på 125 ”juniors”, og for at det ikke skal være løgn var dette et ekstraordinært møde arrangeret til ære for os. Det var imponerende! Og rigtig sjovt for os at opleve hvor meget Junior Ministry ligner FDF. Vi legede bankebøf (meget FDF-agtigt) og sang endda sange med melodier velkendt fra March & Lejr (FDF-sangbog). Det var en super fed oplevelse og hvilken disciplin! Vi blev hurtigt enige om, at det kunne visse FDF-børn godt lære noget af!
En hellig elefant og 7 meter stof med guldkant
Det fortjener også lige en bemærkning, at Amalie og jeg, under et besøg i det store tempel i Tiruvannamalai, var så heldige at blive velsignet af en hellig elefant. Dér under tempel-søjlerne stod det store smukke dyr og ventede bare på, at man kom hen og kastede en mønt ned i dens snabel. Herefter lod den nådigt sin snabel feje blidt hen over den heldiges hoved – tadaaa velsignet!! Mønterne fnøs den med jævne mellemrum ud i sin dyrepassers hånd. Indrømmet, jeg skulle lige samle mig mod til (den var jo ikke bundet eller noget, men stod helt fri og svajede fra side til side). Men pyh, hvor var det godt jeg endte med at gøre det – min Indiens-færd havde bestemt ikke været det samme uden dette blåstempel fra elefanten. Og dyrets størrelse taget i betragtning må jeg jo så nu være velsignet nok for i hvert fald et års tid.
En anden vigtig, vigtig ting man skal prøve, når man er i Indien som pige (og har bare en smule hang til pynt), er selvfølgelig at få lavet en sari (traditionel indisk klædedragt for kvinder). Elise og jeg havde fået syet én, og i går skulle den så stå sin prøve til et lille party hos Anna og Nikolaj. Vi fik hjælp til at sætte den og det var godt, for ellers var resultatet nok blevet mere tvivlsomt. Det kræver alligevel en smule snilde at få viklet de 7 meter stof rigtigt rundt og på en måde så det faktisk er muligt at bevæge sig. Men det var vildt sjovt at have den på – lidt som et stort kostume, som man skal øve sig i at have på og gå i. Det var dog lidt svært rigtigt at gå til festkagen iført den korsetlignende bluse, man skal have på under sarien. Nu forstår jeg pludselig meget bedre, hvorfor indiske kvinder altid går med så rank ryg!
onsdag den 1. april 2009
“Go West – life is peaceful there!”
I sidste uge var jeg på en fantastisk ferie-tur til Kerala sammen med min højskole-veninde Amalie fra DK. Vi mødtes i Chennai, hvorfra turen gik med det famøse Indian Railways til den indiske sydspids og op langs vestkysten. Turen varede en god uges tid og havde fire stop:
1. stop: Kanyakumari med helligt vand og badeland
Vi tog nattoget fra Chennai mod det sydligste punkt i Indien og ankom tidligt om morgenen til Kanyakumari. Her rejser mange indiske turister hen for at opleve, at tre have mødes: det Indiske Ocean, den Bengalske Bugt og det Arabiske Hav. Der hvor de mødes, siges det, at der er helligt vand, som kan helbrede alskens dårligdomme, hvorfor inderne dypper tæerne her og fylder på flasker til ”home treatments”. Solens måde at stige op fra og falde ned i havet er helt spektakulær her. Vi så de vigtigste seværdigheder: et Gandhi-mindested, et munke-monument som lå placeret ude på en ø, en disney-inspireret kirke samt byens vandland ”Baywatch”! Sidstnævnte besøg i et indisk Lalandia kunne naturligvis retfærdiggøres, fordi vi havde rejst langt og trængte til at blive kølet ned. Badelandet var stramt styret af 20 vagter, der gjorde flittigt brug af fløjtesignal, hvis man havde forvildet sig over i bassinets herre-afdeling eller lå lidt for længe og soppede rundt efter en rutchebane-tur. Det var lidt spøjst og tungt at være i badeland i fuld påklædning, men ikke desto mindre herligt at plaske rundt der et par timer.
2. stop: Vidunderlige, vakre Varkala
Dagen efter tog vi toget videre til ”heaven-on-earth” – Varkala strandparadis. Stranden var med det fineste hvide sand og vandet har nok været tæt på de 30 grader. Fantastisk var det at ligge der under en parasol, læse bøger og bade i sol og saltvand. Når dette blev for varmt slentrede vi rundt på strandpromenaden, fandt en café, som kunne servere friskpresset mangojuice og slog os ned i skyggen fra en kokospalme. En café reklamerede med, at det var hele 221 dage siden, at de sidst havde haft uheld med kokosnødder, der faldt ned i hovedet på turister!
En dag steg aktivitetsniveauet dog drastisk, da vi meldte os til ”cooking class” for at lære at lave Keralansk mad. Vi kunne selv vælge fra menu-kortet og en kok instruerede os derefter dygtigt i at snitte de rette grøntsager, svitse kokosolie og sende kaskader af farvestrålende krydderier i gryderne. Vi lærte at lave fem forskellige superlækre retter, som vi helt klart kommer til at blære os med, når vi kommer hjem. Det var ikke uden vemod, at vi tog videre herfra.
3. stop: Backwaters – 24 timers luksus
Med toget som vores trofaste transportmiddel bumlede vi en tidlig morgen videre mod Alleppey, som er den primære havn for husbåds-ture på det famøse kanal-system Backwaters. Her gik vi på husbåd-shopping, for vi skulle jo klart have den bedste båd til den bedste pris. Vi faldt for husbådenes ultimative Villavillekulla, som havde charmerende indie-prints på vægge og lofter og dækket fyldt med potteplanter og flag. På soltaget var der stole for enhver smag: solseng, chaiselong, hængekøje, gyngestol og hængestol – ikke noget med ”less is more”, nej ”most is more”! Vi lagde fra kaj og svævede ud på kanalerne, hvor palmer med kokos og banan strakte sig langs kysten så langt øjet rakte. Vi sejlede på søer, forbi rismarker og gennem landsbyer og Amalie og jeg sad tronende på soldækket og slugte det hele – hvilket sus! Det er uden sammenligning her, jeg har oplevet den største stilhed og ro i Indien. Kun blev det brudt af lyden af vasketøj, der blev klasket mod flodstenene, børn der legede, musik fra husene og den sagte brummen fra bådens motor – alle ganske behagelige lyde. Maden ombord var et kapitel for sig. Husbåden var vores helt egen og med i købet var også vores egen private kok! Han diskede op med fantastisk traditionel mad til frokost og aftensmad, som vi spiste på det nedre dæk med stort velbehag. Vi gjorde holdt ved en landsby, hvor vi fik mulighed for at gå en tur, mens solen gik ned – super smukt!
Næste dag sejlede vi tilbage til havn i Alleppey og jeg skal ikke lægge skjul på, at vi havde lumske planer om at gemme os som blinde passagerer til den næste sejltur. Men det er ikke så let, når man er de eneste passagerer ombord – vi ville nok blive opdaget!! Det var en super tur, og på Lonely Planets top10-liste over ting, man skal gøre inden man dør – tjek!
4. stop: Fort Cochin - historiske vingesus og kinesiske fiskenet
Vi havde dog endnu et par dage til gode i havnebyen Kochi, som består af fastland, øer og halvøer. Vi sejlede ud til halvøen Fort Cochin, som siden 1500-tallet har været under både portugisisk, hollandsk og britisk herredømme – de imperialistiske europæere slår til igen! Byen er virkelig charmerende og man føler sig fuldstændig hensat til Sydeuropa. Geder vandrer frit rundt i gaderne og væggene er patina-skallede alle vegne. Som de pligtopfyldende turister vi jo er, var vi på tur til det jødiske kvarter, hvor vi så det hollandske museum. Vi så Vasco da Gamas hus og grav, den første kristne kirke i Indien (Sct. Francis Church) og var i teatret en aften for at se traditionel keralansk Kathakali teater.
Vi gik ned på kajen en eftermiddag for at studere den ældgamle fiskertradition, der stadig holdes i hævd ved brugen af kinesiske fiskenet. Konceptet er, at man ved hjælp af en stor raftekonstruktion sænker et stort fiskenet ned i vandet, lader det ligge et par sekunder (indtil fiskene har glemt, at det er et net), og så skynder man sig at trække det op igen. Vi hjalp faktisk til ved en sådan manøvre (ingen fisk, hvilket nok mest af alt skyldes vores armkræfter…), men sjovt var det.
Meeen, den stod ikke på sightseeing hele tiden. Vi gik på indisk skønhedssalon og fik hovedbundsmassage med varm coconut-oil – aah! Derudover fik vi da også lige shoppet i et par butikker eller to og gjorde vores til at holde gang i café-livet, nu hvor det er lavsæson for turister. Det var også her vi fik turens største kulinariske oplevelse på restauranten Dal Roti, hvor den indiske indehaver er nære venner med Ulla Terkelsen – Verden er lille!
Indian Railways’ nattog fragtede os godt tilbage til Chennai, hvor en fantastisk ferie tog sin slutning. Vi takker for rettidige afgange, gode destinationer og relativ ro i sovekupeén (bortset lige fra mester-snorkeren i overkøje 36).
1. stop: Kanyakumari med helligt vand og badeland
Vi tog nattoget fra Chennai mod det sydligste punkt i Indien og ankom tidligt om morgenen til Kanyakumari. Her rejser mange indiske turister hen for at opleve, at tre have mødes: det Indiske Ocean, den Bengalske Bugt og det Arabiske Hav. Der hvor de mødes, siges det, at der er helligt vand, som kan helbrede alskens dårligdomme, hvorfor inderne dypper tæerne her og fylder på flasker til ”home treatments”. Solens måde at stige op fra og falde ned i havet er helt spektakulær her. Vi så de vigtigste seværdigheder: et Gandhi-mindested, et munke-monument som lå placeret ude på en ø, en disney-inspireret kirke samt byens vandland ”Baywatch”! Sidstnævnte besøg i et indisk Lalandia kunne naturligvis retfærdiggøres, fordi vi havde rejst langt og trængte til at blive kølet ned. Badelandet var stramt styret af 20 vagter, der gjorde flittigt brug af fløjtesignal, hvis man havde forvildet sig over i bassinets herre-afdeling eller lå lidt for længe og soppede rundt efter en rutchebane-tur. Det var lidt spøjst og tungt at være i badeland i fuld påklædning, men ikke desto mindre herligt at plaske rundt der et par timer.
2. stop: Vidunderlige, vakre Varkala
Dagen efter tog vi toget videre til ”heaven-on-earth” – Varkala strandparadis. Stranden var med det fineste hvide sand og vandet har nok været tæt på de 30 grader. Fantastisk var det at ligge der under en parasol, læse bøger og bade i sol og saltvand. Når dette blev for varmt slentrede vi rundt på strandpromenaden, fandt en café, som kunne servere friskpresset mangojuice og slog os ned i skyggen fra en kokospalme. En café reklamerede med, at det var hele 221 dage siden, at de sidst havde haft uheld med kokosnødder, der faldt ned i hovedet på turister!
En dag steg aktivitetsniveauet dog drastisk, da vi meldte os til ”cooking class” for at lære at lave Keralansk mad. Vi kunne selv vælge fra menu-kortet og en kok instruerede os derefter dygtigt i at snitte de rette grøntsager, svitse kokosolie og sende kaskader af farvestrålende krydderier i gryderne. Vi lærte at lave fem forskellige superlækre retter, som vi helt klart kommer til at blære os med, når vi kommer hjem. Det var ikke uden vemod, at vi tog videre herfra.
3. stop: Backwaters – 24 timers luksus
Med toget som vores trofaste transportmiddel bumlede vi en tidlig morgen videre mod Alleppey, som er den primære havn for husbåds-ture på det famøse kanal-system Backwaters. Her gik vi på husbåd-shopping, for vi skulle jo klart have den bedste båd til den bedste pris. Vi faldt for husbådenes ultimative Villavillekulla, som havde charmerende indie-prints på vægge og lofter og dækket fyldt med potteplanter og flag. På soltaget var der stole for enhver smag: solseng, chaiselong, hængekøje, gyngestol og hængestol – ikke noget med ”less is more”, nej ”most is more”! Vi lagde fra kaj og svævede ud på kanalerne, hvor palmer med kokos og banan strakte sig langs kysten så langt øjet rakte. Vi sejlede på søer, forbi rismarker og gennem landsbyer og Amalie og jeg sad tronende på soldækket og slugte det hele – hvilket sus! Det er uden sammenligning her, jeg har oplevet den største stilhed og ro i Indien. Kun blev det brudt af lyden af vasketøj, der blev klasket mod flodstenene, børn der legede, musik fra husene og den sagte brummen fra bådens motor – alle ganske behagelige lyde. Maden ombord var et kapitel for sig. Husbåden var vores helt egen og med i købet var også vores egen private kok! Han diskede op med fantastisk traditionel mad til frokost og aftensmad, som vi spiste på det nedre dæk med stort velbehag. Vi gjorde holdt ved en landsby, hvor vi fik mulighed for at gå en tur, mens solen gik ned – super smukt!
Næste dag sejlede vi tilbage til havn i Alleppey og jeg skal ikke lægge skjul på, at vi havde lumske planer om at gemme os som blinde passagerer til den næste sejltur. Men det er ikke så let, når man er de eneste passagerer ombord – vi ville nok blive opdaget!! Det var en super tur, og på Lonely Planets top10-liste over ting, man skal gøre inden man dør – tjek!
4. stop: Fort Cochin - historiske vingesus og kinesiske fiskenet
Vi havde dog endnu et par dage til gode i havnebyen Kochi, som består af fastland, øer og halvøer. Vi sejlede ud til halvøen Fort Cochin, som siden 1500-tallet har været under både portugisisk, hollandsk og britisk herredømme – de imperialistiske europæere slår til igen! Byen er virkelig charmerende og man føler sig fuldstændig hensat til Sydeuropa. Geder vandrer frit rundt i gaderne og væggene er patina-skallede alle vegne. Som de pligtopfyldende turister vi jo er, var vi på tur til det jødiske kvarter, hvor vi så det hollandske museum. Vi så Vasco da Gamas hus og grav, den første kristne kirke i Indien (Sct. Francis Church) og var i teatret en aften for at se traditionel keralansk Kathakali teater.
Vi gik ned på kajen en eftermiddag for at studere den ældgamle fiskertradition, der stadig holdes i hævd ved brugen af kinesiske fiskenet. Konceptet er, at man ved hjælp af en stor raftekonstruktion sænker et stort fiskenet ned i vandet, lader det ligge et par sekunder (indtil fiskene har glemt, at det er et net), og så skynder man sig at trække det op igen. Vi hjalp faktisk til ved en sådan manøvre (ingen fisk, hvilket nok mest af alt skyldes vores armkræfter…), men sjovt var det.
Meeen, den stod ikke på sightseeing hele tiden. Vi gik på indisk skønhedssalon og fik hovedbundsmassage med varm coconut-oil – aah! Derudover fik vi da også lige shoppet i et par butikker eller to og gjorde vores til at holde gang i café-livet, nu hvor det er lavsæson for turister. Det var også her vi fik turens største kulinariske oplevelse på restauranten Dal Roti, hvor den indiske indehaver er nære venner med Ulla Terkelsen – Verden er lille!
Indian Railways’ nattog fragtede os godt tilbage til Chennai, hvor en fantastisk ferie tog sin slutning. Vi takker for rettidige afgange, gode destinationer og relativ ro i sovekupeén (bortset lige fra mester-snorkeren i overkøje 36).
torsdag den 19. marts 2009
Mountain Explorer og fagre nye LEGO-verden
Siden sidst har jeg opnået et indgående kendskab til byens hellige bjerg, Mt. Arunachala. Tirsdag d. 10. marts viste kalenderen fuldmåne, og hver måned på dette tidspunkt vandrer over en halv million pilgrimme de 14 km rundt om det hellige bjerg. Det skulle vi da også prøve! Elise, Liv og jeg iførte os sko (for første gang siden ankomst), pakkede en rygsæk og var klar. Alle byens hovedveje er lukket og det er det eneste tidspunkt, hvor fodgængerne har førsteret (ellers gælder reglen om at størst motor og flest decibel på båthornet giver størst ret til at være på vejen). Vandringen er lidt af en festival for inderne, og der er ingen grænser for, hvad man kan købe af snacks og souvenirs, mens man går rundt. Undervejs er der også omkring 60 større eller mindre templer, som man kan besøge. Vi benyttede dog chancen til (endelig) at få os rørt lidt og gik hele vejen rundt om bjerget uden stop. Det tog omkring to en halv time, og vi var tilbage i ”the Nest” omkring midnat. Vandringen faldt utrolig heldigt lige på et par vidunderligt kølige dage, vi havde i sidste uge. Det begyndte sågar at regne en af dagene. Jeg troede næsten ikke mine egne øjne – efter halvanden måned i Indien var jeg overbevist om, at der var tale om en klimatisk konstant: 35 grader og vindstille.
Nåh, men det bliver vildere endnu. Lørdag morgen forlod vi hytten kl. 5 om morgenen for at bestige Mt. Arunachala (”bestige” lyder så storartet – så tror man næsten det er Everest). Bjerget er 800 m højt og vi tog af sted tidligt om morgenen for at nå godt op på bjerget, før solen stod op. Visu, en af vore gode venner hernede, viste os det første stykke op af bjerget, før han overlod os til os selv og vores evne til at læse pile. Det kostede os kun en enkelt blindgyde – ellers gik det over stok og klippesten op mod tinden. Nu er det jo ikke sådan et fint lille bjerg med grusstier hele vejen op, vil jeg bare lige påpege. Vi klatrede bogstaveligt talt hele vejen op af bjergsiden, der bestod af store klippesten. Der var ikke langt fra det her og til at hænge på en klippevæg med karabinhager og tov (bare for lige at overbevise læseren om hvilken stor bedrift, der er tale om). Det var en rigtig fin tur op og kampsvedende nåede vi til tops. Bjergtoppen var helt sort, fordi der under særlige begivenheder bliver tændt bål deroppe. Der boede en ”hellig” mand deroppe, men vi havde nu på fornemmelsen, at han var lidt af en snydepels. Helt ærligt, hvem gider bo 800 meters klippevandring fra nærmeste vandkilde? Vi havde ikke mødt en sjæl på hele turen op, men på toppen mødte vi underligt nok to hold andre danskere – what are the odds?? Der er vist et eller andet med os danskere og en stærk trang til at bestige bjerge, når vi kommer til udlandet – måske for at kompensere for vort eget lands mangel på samme…
På Børnearbejdscentret modtog vi i sidste uge en stor flyttekasse fra Danmark. Afsender: LEGO! Lego har efterhånden givet flotte gaver til mange af ALC-skolerne, og nu var det blevet centrets tur. En hel kasse fyldt med Lego-klodser i alle afskygninger blev pakket ud, og siden det øjeblik har der ikke været en pause, hvor ”Lego-toys” ikke har været fremme fra skabet. Som dansker på stedet lå det jo i kortene, at det var mig, der skulle instruere i faget Lego-bygning. Her kommer de mange juleferier, hvor jeg har bygget Lego sammen med min bror mig endelig til gode. Og det kræver faktisk lidt opfindsomhed og fantasi, for det var ikke helt som i gamle dage… Konceptet bag disse gaver fra Lego er nemlig følgende: Man tager 20 æsker Lego og åbner dem. Man hælder alle klodserne ned i en stor kasse og rører godt rundt. Herefter pakker man samtlige legoklodser i 20 nye, nu godt blandede, poser og sender dem af sted uden nogle af de fine instruktionstegninger, der trin for trin angiver hvilken klods, man skal sætte hvor. (Jeg beklager den let sarkastiske tone – jeg synes faktisk, det er en rigtig flot gave fra Lego, som allerede har spredt utrolig meget glæde – tak Lego!).
I starten gik der for drengene sport i bare at bygge så højt som muligt. Da begrænsningen her er antallet af klodser, kunne det hurtigt udvikle sig til skænderier og småtrusler, når der ikke var flere klodser tilbage. Så lavede jeg i stedet en konkurrence om at bygge det højeste og mest solide tårn med et bestemt antal klodser. Og den udfordring greb de hurtigt. Nogle af dem bliver afgjort ikke ingeniører – byggede spinkelt forneden og tungere foroven! Sågar var der brud på den universelle Lego-lov om hvilken vej klodserne skal vende (den flade side nedad…). Andre udviste lovende evner – se evt. billederne.
Denne uge har bl.a. stået på besøg fra Danmission. Nanna Jørgensen og Carsten Brinkmeyer har besøgt centret og snakket med både personalet og børnene. Derudover havde de planlagt en fin workshop-dag for personalet, hvor vi fik set lidt nærmere på centrets nuværende aktiviteter, og hvor det skal bevæge sig hen i fremtiden. Det var rigtig spændende for mig at opleve, hvordan man fra Danmissions side samarbejder med centret hernede og diskuterer sig frem til fælles mål - det gjorde et meget positivt indtryk.
Nåh, igen et meget langt indlæg. Nu vil jeg også runde af og gå ind og pakke min rygsæk. Næste uge har jeg nemlig ferie og får besøg af min gode veninde Amalie fra Danmark. Så vi tager et smut til nabostaten Kerala, hvor der skulle være så smukt, så smukt. Det kommer jeg nok til at skrive en masse om i næste indlæg på bloggen – bare vent!
mandag den 9. marts 2009
Reportage: Indisk Vogue, sæbeboble-fest og endnu en by ved havet
I dette indlæg på bloggen skal vi nå vidt omkring. På utallige opfordringer bringer jeg her et indblik i hvordan indisk mode ser ud dette forår. Her i Tiruvannamalai er dragten ”chudithar” yderst populær blandt kvinderne. Den består af tunika, bukser og et tørklæde elegant slynget over skuldrene. Kodeordet for dresscoden hernede er ”match”- alt skal matche! Til højre har jeg uploadet tre bud på forårsmoden, som jeg netop har hentet hos skrædderen. På første billede ses en smart pink sag med tilhørende orange bukser og selvfølgelig et orange tørklæde – chikt uden at være prangende! Læg mærke til den matchende hårelastik jeg har i hånden, en bonus, man altid får med hos skrædder Laila (som er en mand). På næste billede er jeg trukket i en dæmpet lilla tunika med diskret påtrykt guldmønster – bukser og tørklæde er holdt i en frisk skovgrøn nuance. Endelig ser vi en kølig turkis sag med (hold vejret) stribede bukser og tørklæde i en brændt orange – wow, det er hot!! Hvis man en dag kommer til at bryde kravet om stringent match, kan man være sikker på, at det ikke går ubemærket hen. På centret har jeg to kollegaer, som stensikkert arbejder undercover for indisk fashion police.
Derudover har jeg også lige luftet mit kamera rundt i hytten ”the Nest”, hvor jeg bor. Her er bare alt for hyggeligt og jeg kan ikke lade være med at sammenligne det lidt med den toscanske bjerghytte, hvor jeg har holdt sommerferie et par gange.
I sidste uge havde jeg en stjernestund på Børnearbejdscenteret. Fra Danmark havde jeg i min rygsæk medbragt en håndfuld sæbeboble-glas og de skulle nu stå deres prøve. Jeg var ikke sikker på, om børnene ville synes, det var sjovt eller noget barnligt pjat, men min tvivl var helt ubegrundet. Det var en stor succes og de fik let en halv time til at gå med at puste kæmpe-bobler og boblestrømme. Der var desværre ikke nok sæbeboble-glas til alle børnene, hvilket let kunne have fået en dansk skoleklasse til at gå i spåner. Men børnene her deltes artigt om de to glas, læreren havde rationeret ud til dem – hvilken disciplin! Jeg var meget imponeret.
I weekenden var Liv og jeg på tur til Mamallapuram, en by ved vandet, der ligger lidt syd for Chennai. Efter en lang tur (vi havde taget den forkerte bus) nåede vi endelig frem sent fredag aften. Næste dag var vi på ægte turist sightseeing og så byens to hovedattraktioner: kyst-templet og ”5 rathas”/ de fem stridsvogne. Sidstnævnte var mest imponerende. 1400 år gamle stentempler og skulpturer af 5 stridsvogne (bl.a. en elefant, en tyr og en løve), som førte guderne Shiva, Vishnu og Brahma frem. Dette sted er en del af Verdenskulturarven (uh-uh), og af samme grund er stedet også en rigtig turist-by. En turistby har selvfølgelig sine klare fordele, hvoriblandt kan nævnes cafe latté på en fortovscafé. Men en sådan by har sandelig også sine ulemper og da det er ved at være lavsæson, blev vi bogstavelig talt flået i af alle de sælgere og tiggere, som byens turister normalt kan brødføde.
Men det var under alle omstændigheder en oplevelse at se byen. Om søndagen gik vi en laaang tur i vandkanten og var vidner til et fantastisk skue – indernes fridag ved stranden. Flere hundrede indere havde pakket madkurven for at tage til stranden og stod ude i vandet til knæene i fuld påklædning. Her soppede de grinende og pjattende rundt i deres silkesarier, mens børnene pjaskede og gravede efter krabber i vandkanten – et syn for guder!
Derudover har jeg også lige luftet mit kamera rundt i hytten ”the Nest”, hvor jeg bor. Her er bare alt for hyggeligt og jeg kan ikke lade være med at sammenligne det lidt med den toscanske bjerghytte, hvor jeg har holdt sommerferie et par gange.
I sidste uge havde jeg en stjernestund på Børnearbejdscenteret. Fra Danmark havde jeg i min rygsæk medbragt en håndfuld sæbeboble-glas og de skulle nu stå deres prøve. Jeg var ikke sikker på, om børnene ville synes, det var sjovt eller noget barnligt pjat, men min tvivl var helt ubegrundet. Det var en stor succes og de fik let en halv time til at gå med at puste kæmpe-bobler og boblestrømme. Der var desværre ikke nok sæbeboble-glas til alle børnene, hvilket let kunne have fået en dansk skoleklasse til at gå i spåner. Men børnene her deltes artigt om de to glas, læreren havde rationeret ud til dem – hvilken disciplin! Jeg var meget imponeret.
I weekenden var Liv og jeg på tur til Mamallapuram, en by ved vandet, der ligger lidt syd for Chennai. Efter en lang tur (vi havde taget den forkerte bus) nåede vi endelig frem sent fredag aften. Næste dag var vi på ægte turist sightseeing og så byens to hovedattraktioner: kyst-templet og ”5 rathas”/ de fem stridsvogne. Sidstnævnte var mest imponerende. 1400 år gamle stentempler og skulpturer af 5 stridsvogne (bl.a. en elefant, en tyr og en løve), som førte guderne Shiva, Vishnu og Brahma frem. Dette sted er en del af Verdenskulturarven (uh-uh), og af samme grund er stedet også en rigtig turist-by. En turistby har selvfølgelig sine klare fordele, hvoriblandt kan nævnes cafe latté på en fortovscafé. Men en sådan by har sandelig også sine ulemper og da det er ved at være lavsæson, blev vi bogstavelig talt flået i af alle de sælgere og tiggere, som byens turister normalt kan brødføde.
Men det var under alle omstændigheder en oplevelse at se byen. Om søndagen gik vi en laaang tur i vandkanten og var vidner til et fantastisk skue – indernes fridag ved stranden. Flere hundrede indere havde pakket madkurven for at tage til stranden og stod ude i vandet til knæene i fuld påklædning. Her soppede de grinende og pjattende rundt i deres silkesarier, mens børnene pjaskede og gravede efter krabber i vandkanten – et syn for guder!
lørdag den 28. februar 2009
Pondicherry og slangen i Paradisets Have
Sidste weekend var jeg på udflugt til Pondicherry sammen med Liv. ”Pondy” er tidligere fransk og der hersker en fed sydeuropæisk stemning her. Byen ligger helt ud til den Bengalske Bugt og langs vandet er der anlagt flere hundrede meter lang promenade, hvor byens liv udfolder sig på de sene timer. Mange indere såvel som turister bruger byen som tilflugtssted og byen efterkommer derfor ethvert kulinarisk ønske. Man kan få mad fra hele verden og sågar uden problemer en øl til maden, hvilket jo ikke er at kimse af. Vi benyttede da også chancen for at få masser af vestlig mad (og ikke mindst kød) indenbords.
Om lørdagen var vi på stranden lidt udenfor byen. Vi fandt et spot, hvor der også lå andre turister, og hvor det derfor var ok at bade. Inderne har ikke rigtig kultur for at bade ved havet og hvis man som pige skal bade, foregår det derfor normalt i fuld påklædning. Endnu engang lærte jeg på den hårde måde, at solen altså brænder hårdere ved disse breddegrader, og der var ikke meget hjælp at hente fra min ellers trofaste ven faktor 30. Godt grillede, spiste vi frokost i Auroville, som havde en cafe helt ned til stranden. Auroville er et lille etableret samfund primært bestående af vesterlændinge, der har slået sig ned for at fordybe sig i meditation, biodynamik, alternative energiformer, papirproduktion osv. – 100 % økologi!
Søndag tog jeg bussen tilbage til Tiruvannamalai. Busturene er oplevelser i sig selv og faktisk en rigtig fed måde at opleve landet på, om end ikke videre komfortabelt. Indiske busser bliver simpelthen proppet med mennesker, indtil folk hænger i lag udenpå bussen og kun lige akkurat har fat i kanten af et håndtag. Så hænger de der, mens bussen med 60 kilometer i timen farer henover tvivlsomme veje gennem et hav af små indiske landsbyer. Mere end én gang var jeg lettere bekymret for at bussen skulle få overvægt og vælte i grøften.
I den forgangne uge har jeg været på børnearbejds-centret hver dag. Jeg er kommet godt i gang med mit lille sundhedsstudie og har interviewet et par af de ansatte på stedet. Formålet med disse interviews er at prøve at kortlægge hvilke sundhedsproblemer, personalet oplever blandt børnene. Indtil videre har jeg interviewet uden tolk, men det er ikke altid helt let, og jeg må konstant omformulere mine spørgsmål for at gøre dem forståelige. Britisk-engelsk og indisk-engelsk virker nogle gange som to vidt forskellige sprog. Den største udfordring er derfor egentlig at få forklaret sundheds-begreberne på en god måde og gøre det klart, hvilken information, jeg efterspørger. Men mine informanter er meget søde og prøver ihærdigt at forstå mine spørgsmål. Første interview varede over to timer og lå midt i det sædvanlige ”power-cut” fra kl. 16-18 – lidt presset!
I mandags fik jeg jaget lidt af en skræk i livet, da vi sent om aftenen kom tilbage til vores residens i Tiruvannamalai, "The Nest" (associationer til et sted på Vesterbro er forståelige, men helt forkerte. The Nest er et pragtfuldt lille hus bygget i toscansk stil). Nåh, men på verandaen foran huset lå altså en fuldfed grøn og brunlig slange og strakte sin skællede krop. Puha - for en ubehagelig overraskelse! Naivt havde jeg nok forestillet mig, at der ikke fandtes slanger i dette lille paradis. I Indien jo selvfølgelig - bare ikke lige her, hvor vi bor. Heldigvis var der god hjælp at hente og Benny slog slangen ihjel med en stok. Skøn fauna, man finder her i Indien!
Derudover har jeg i denne uge besøgt Anna og Nikolaj Hørlyck, det danske missionær-par, som er udsendt af Danmission til Tiruvannamalai. De bor rigtig dejligt i en fin gammel bungalow sammen med deres to børn. Det var en rigtig fin aften, der udover hyggesnak bl.a. bød på lækker cafe latte (dejligt at møde ligesindede folk med hang til god kaffe)! Torsdag aften var der musik på Quo Vadis, hvor nogle lokale musikere, ”… and the Bamboo Flute”, spillede. Det var dejligt at sidde og svømme lidt væk i den stemningsfulde musik. Derefter var der åben scene, hvor forskellige publikummer (primært langhårede vesterlændinge) skiftedes til at ”jamme” med. Det var næsten som at være på højskole igen, og jeg sad bare og ventede på hvornår ”We shall overcome” kom på playlisten. Det var rigtig fint.
I aften skal vi også være kulturelle. Det er planen, at vi skal i biografen og se en klassisk Bollywood-film med alt hvad dertil hører af musik, dans, klicheer samt helte og heltinder, der må gå så grueligt meget igennem, før de kan få hinanden. Det skal nok blive en interessant oplevelse!
Om lørdagen var vi på stranden lidt udenfor byen. Vi fandt et spot, hvor der også lå andre turister, og hvor det derfor var ok at bade. Inderne har ikke rigtig kultur for at bade ved havet og hvis man som pige skal bade, foregår det derfor normalt i fuld påklædning. Endnu engang lærte jeg på den hårde måde, at solen altså brænder hårdere ved disse breddegrader, og der var ikke meget hjælp at hente fra min ellers trofaste ven faktor 30. Godt grillede, spiste vi frokost i Auroville, som havde en cafe helt ned til stranden. Auroville er et lille etableret samfund primært bestående af vesterlændinge, der har slået sig ned for at fordybe sig i meditation, biodynamik, alternative energiformer, papirproduktion osv. – 100 % økologi!
Søndag tog jeg bussen tilbage til Tiruvannamalai. Busturene er oplevelser i sig selv og faktisk en rigtig fed måde at opleve landet på, om end ikke videre komfortabelt. Indiske busser bliver simpelthen proppet med mennesker, indtil folk hænger i lag udenpå bussen og kun lige akkurat har fat i kanten af et håndtag. Så hænger de der, mens bussen med 60 kilometer i timen farer henover tvivlsomme veje gennem et hav af små indiske landsbyer. Mere end én gang var jeg lettere bekymret for at bussen skulle få overvægt og vælte i grøften.
I den forgangne uge har jeg været på børnearbejds-centret hver dag. Jeg er kommet godt i gang med mit lille sundhedsstudie og har interviewet et par af de ansatte på stedet. Formålet med disse interviews er at prøve at kortlægge hvilke sundhedsproblemer, personalet oplever blandt børnene. Indtil videre har jeg interviewet uden tolk, men det er ikke altid helt let, og jeg må konstant omformulere mine spørgsmål for at gøre dem forståelige. Britisk-engelsk og indisk-engelsk virker nogle gange som to vidt forskellige sprog. Den største udfordring er derfor egentlig at få forklaret sundheds-begreberne på en god måde og gøre det klart, hvilken information, jeg efterspørger. Men mine informanter er meget søde og prøver ihærdigt at forstå mine spørgsmål. Første interview varede over to timer og lå midt i det sædvanlige ”power-cut” fra kl. 16-18 – lidt presset!
I mandags fik jeg jaget lidt af en skræk i livet, da vi sent om aftenen kom tilbage til vores residens i Tiruvannamalai, "The Nest" (associationer til et sted på Vesterbro er forståelige, men helt forkerte. The Nest er et pragtfuldt lille hus bygget i toscansk stil). Nåh, men på verandaen foran huset lå altså en fuldfed grøn og brunlig slange og strakte sin skællede krop. Puha - for en ubehagelig overraskelse! Naivt havde jeg nok forestillet mig, at der ikke fandtes slanger i dette lille paradis. I Indien jo selvfølgelig - bare ikke lige her, hvor vi bor. Heldigvis var der god hjælp at hente og Benny slog slangen ihjel med en stok. Skøn fauna, man finder her i Indien!
Derudover har jeg i denne uge besøgt Anna og Nikolaj Hørlyck, det danske missionær-par, som er udsendt af Danmission til Tiruvannamalai. De bor rigtig dejligt i en fin gammel bungalow sammen med deres to børn. Det var en rigtig fin aften, der udover hyggesnak bl.a. bød på lækker cafe latte (dejligt at møde ligesindede folk med hang til god kaffe)! Torsdag aften var der musik på Quo Vadis, hvor nogle lokale musikere, ”… and the Bamboo Flute”, spillede. Det var dejligt at sidde og svømme lidt væk i den stemningsfulde musik. Derefter var der åben scene, hvor forskellige publikummer (primært langhårede vesterlændinge) skiftedes til at ”jamme” med. Det var næsten som at være på højskole igen, og jeg sad bare og ventede på hvornår ”We shall overcome” kom på playlisten. Det var rigtig fint.
I aften skal vi også være kulturelle. Det er planen, at vi skal i biografen og se en klassisk Bollywood-film med alt hvad dertil hører af musik, dans, klicheer samt helte og heltinder, der må gå så grueligt meget igennem, før de kan få hinanden. Det skal nok blive en interessant oplevelse!
torsdag den 19. februar 2009
Trankebar! Wunderbar!
Sidste weekend var vi en lille flok paa seks danskere paa tur til Trankebar, der fra 1620-1845 var under dansk herredoemme. I denne periode er danske skibe en gang aarligt sejlet til og fra med indfarvet bomuld og silke samt krydderier til danmarks overklasse. Det var ret fint at opleve dette lille stykke danmarkshistorie saa langt fra faedrelandet. Der er et velbevaret fort, Danesborg, og andre sevaerdigheder som vidner om dansker-tiden. Vi saa ogsaa et par gamle kirker, hvor paeredanske navne saasom "Petersen" stadig kunne laeses af inskriptionerne paa gravstenene.
Trankebar ligger ud til den Bengalske Bugt og hoejdepunktet paa turen var naesten at se havet. Hold fast, hvor er det smukt! Og det kunne ikke gaa hurtigt nok med at faa foedderne i det svalende, turkise vand. Generelt var der en helt anderledes fred og ro i Trankebar. Ikke saa meget stoej og trafik og bare det i sig selv var hele den lange tur vaerd.
En anden stor oplevelse havde jeg soendag eftermiddag. Joshua Peter havde arrangeret en rundtur i det stort anlagte hindu-tempel, der ligger i "min" by, Tiruvannamalai. J.P. kender hoejeste-praesten personligt og vi var derfor saa heldige at blive vist rundt af ham i egen hoeje person. Vi fulgte en saerlig VIP-rute gennem templets moerke gange og blev ledt ind i det "allerhelligste", som var en statue-lignende ting lavet af en masse blomster (skulle vist forestille en af de hinduistiske guder). Statuen var omgivet af levende lys og jeg tror mindst der var 1000 grader derinde. Herinde foretog praesten en saakaldt Puja-ofring for os, hvor han messede vores navne og en masse vedaer paa sanskrit (hellige skrifter paa et aeldgammelt sprog, red.). Saa fik vi roed og hvid aske i panden og blev ledt ud af templet igen. Bagefter fik vi mulighed for at stille spoergsmaal om ritualet og hinduismen generelt. Det var virkelig spaendende at hoere ham fortaelle og hvor openminded han ogsaa var overfor andre trosretninger. Og saa var det virkelig fantastisk at se det samarbejde og den dialog, der her foregik mellem en kristen praest og en hindu-praest. Det er virkelig vejen frem, hvis vi skal skabe fred i verden!
Denne uge har jeg vaeret et par dage paa Child Labour Centre og hjulpet med undervisningen der. Har med stor succes introduceret Boogie-Woogie til ungerne - det var sjovt! De sidste par dage har jeg deltaget i den aarligt tilbagevendende begivenhed i ALC - "Teachers Festival" i Tirukoilur. Her er en masse officielle taler, oplaeg og festlige indslag til aere for alle laererne i ALC skoleprojektet. Hele skolen er pyntet op med blomster, crepepapir og balloner. Godt at man forstaar at paaskoenne skolelaererne - det kunne vi godt laere lidt af i Danmark!
Trankebar ligger ud til den Bengalske Bugt og hoejdepunktet paa turen var naesten at se havet. Hold fast, hvor er det smukt! Og det kunne ikke gaa hurtigt nok med at faa foedderne i det svalende, turkise vand. Generelt var der en helt anderledes fred og ro i Trankebar. Ikke saa meget stoej og trafik og bare det i sig selv var hele den lange tur vaerd.
En anden stor oplevelse havde jeg soendag eftermiddag. Joshua Peter havde arrangeret en rundtur i det stort anlagte hindu-tempel, der ligger i "min" by, Tiruvannamalai. J.P. kender hoejeste-praesten personligt og vi var derfor saa heldige at blive vist rundt af ham i egen hoeje person. Vi fulgte en saerlig VIP-rute gennem templets moerke gange og blev ledt ind i det "allerhelligste", som var en statue-lignende ting lavet af en masse blomster (skulle vist forestille en af de hinduistiske guder). Statuen var omgivet af levende lys og jeg tror mindst der var 1000 grader derinde. Herinde foretog praesten en saakaldt Puja-ofring for os, hvor han messede vores navne og en masse vedaer paa sanskrit (hellige skrifter paa et aeldgammelt sprog, red.). Saa fik vi roed og hvid aske i panden og blev ledt ud af templet igen. Bagefter fik vi mulighed for at stille spoergsmaal om ritualet og hinduismen generelt. Det var virkelig spaendende at hoere ham fortaelle og hvor openminded han ogsaa var overfor andre trosretninger. Og saa var det virkelig fantastisk at se det samarbejde og den dialog, der her foregik mellem en kristen praest og en hindu-praest. Det er virkelig vejen frem, hvis vi skal skabe fred i verden!
Denne uge har jeg vaeret et par dage paa Child Labour Centre og hjulpet med undervisningen der. Har med stor succes introduceret Boogie-Woogie til ungerne - det var sjovt! De sidste par dage har jeg deltaget i den aarligt tilbagevendende begivenhed i ALC - "Teachers Festival" i Tirukoilur. Her er en masse officielle taler, oplaeg og festlige indslag til aere for alle laererne i ALC skoleprojektet. Hele skolen er pyntet op med blomster, crepepapir og balloner. Godt at man forstaar at paaskoenne skolelaererne - det kunne vi godt laere lidt af i Danmark!
onsdag den 11. februar 2009
Stikord: Carrambut, hysterisk trafik, ashrams og chapatti!
Så er jeg igen kommet til internet, og det er blevet tid til en lille opdatering - puh, hvor skal jeg begynde, når der er sket så meget? Jeg har spenderet en del tid på centeret (child labour centre, red.) hvor det har været fint at lære børnene bedre at kende. Tre af drengene Marmalan, Parthipan og Shan-Mugan har lært mig at spille det populære og sjove brætspil ”Carrambut”, som de selv er mestre i. De kommenterer mine slag og instruerer ivrigt på tamil. Om der falder roser eller kritik af til mit spil, er jo så et rigtigt godt spørgsmål!
Jeg har været rundt og se nogle ALC projekter og bl.a. to såkaldte ”childrens parliaments”. Her mødes en flok børn (oftest kasteløse/dalitter) en gang om ugen og diskuterer landsbyens anliggender. De har udnævnt forskellige ministre og stiller sig modigt op foran resten af flokken og forelægger deres sag. Det er ret sejt! Og det virker som en rigtig vigtig indsats at give de her børn følelsen af, at de har noget at skulle have sagt og modet til at gøre det.
Søndag var vi i kirke i en lille landsbymenighed, hvor den karismatiske Joshua Peter er præst.(J.P. er en af vores primære kontakt-personer og vi har spist morgenmad hos ham og hans kone Panitta flere gange. Han er fantastisk gæstfri og imødekommende, ligesom stort set alle andre indere). Det var interessant at opleve en indisk kristen gudstjeneste, som i liturgi minder rigtig meget om en dansk, men stadig er anderledes på mange andre punkter.
Samme aften deltog jeg i kristen meditation på dialogcentret Quo Vadis (ja, man kan nok ikke undgå at blive en lille smule mere spirituel, når man er hernede)! Det var meget fint og der var en meget fredfyldt stemning. Fred og ro er særlig kærkomment som kontrast til den indiske grundtilstand, hvor det ellers syder og bobler af menneskemylder, køer, hysteriske bilhorn og auto-rigshaws i hobetal. Paradoksalt nok tager mange mennesker netop til Indien for at finde ro i et af de utallige ashrams (meditationssteder), hvoraf jeg har besøgt et af de mest kendte: Ramaniashram. Hertil løber et mylder af vesterlændinge, som generelt fylder en del i bybilledet i Tiruvannamalai.
Samme aften var det også fuldmåne, hvorfor gaderne myldrede med en halv million hinduer, der skulle vandre de 14 kilometer rundt om byens hellige bjerg. Næste gang tror jeg, at jeg går med. Man kan ikke undgå hele tiden at blive konfronteret med den religiøsitet, der er i byen og sikkert alle steder i indien. Hinduismen er en meget iøjnefaldende religion med et hav af ritualer, hvor bjergvandringen bare er ét eksempel. Guderne bliver flittigt fodret i et hav af små hinduistiske templer og der bliver tegnet fine tegninger "quolam" foran hver husdør hver morgen før solen står op. Det religiøse og kulturelle liv hænger tæt sammen og er vanskeligt at skille ad.
Den indiske mad er ikke så svær at vænne sig til – lige nu hedder favoritten Chapatti med kartoffel-masala – mums! Og vi er efterhånden også ved at lære, hvor vi skal gå hen for at købe groft brød, yoghurt og andre vestlige produkter. Ellers er det hele generelt meget sødt og inderne drikker konstant utrolig sød te. "No sugar" er måske en af mine mest brugte vendinger, når det gælder mad.
Hvad jeg til gengæld har rigtig svært ved at vænne mig til er al den trafikkaos, trafiklarm og mangel på ordentlige færdselsregler. Det virker absurd, at jeg hjemme i KBH kører rundt med cykelhjelm, når jeg her, ganske uden forholdsregler, kører bag på scooter og i auto-rigshaws i høj fart og i risky sammenfletning med busser og lastbiler. Men det er da gået godt indtil nu, så de må alligevel have meget godt tjek på det (7-9-13, bank, bank).
Idag har jeg været på centeret og undervist i engelsk og tegning. Planen er, at jeg skal undervise primært i disse fag og pc-brug, samt iværksætte andre aktiviteter og lege for børnene. Derudover skal jeg så i løbet af mit ophold lave et mindre studie af børnearbejdernes sundhedstilstand og forsøge at afdække hvilke sundhedsproblemer, der er i spil hos disse børn. Det glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang med. Dette indlæg er vist allerede alt for langt, så nu vil jeg lade læseren slippe og gå ned og spise endnu en chapatti.
Jeg har været rundt og se nogle ALC projekter og bl.a. to såkaldte ”childrens parliaments”. Her mødes en flok børn (oftest kasteløse/dalitter) en gang om ugen og diskuterer landsbyens anliggender. De har udnævnt forskellige ministre og stiller sig modigt op foran resten af flokken og forelægger deres sag. Det er ret sejt! Og det virker som en rigtig vigtig indsats at give de her børn følelsen af, at de har noget at skulle have sagt og modet til at gøre det.
Søndag var vi i kirke i en lille landsbymenighed, hvor den karismatiske Joshua Peter er præst.(J.P. er en af vores primære kontakt-personer og vi har spist morgenmad hos ham og hans kone Panitta flere gange. Han er fantastisk gæstfri og imødekommende, ligesom stort set alle andre indere). Det var interessant at opleve en indisk kristen gudstjeneste, som i liturgi minder rigtig meget om en dansk, men stadig er anderledes på mange andre punkter.
Samme aften deltog jeg i kristen meditation på dialogcentret Quo Vadis (ja, man kan nok ikke undgå at blive en lille smule mere spirituel, når man er hernede)! Det var meget fint og der var en meget fredfyldt stemning. Fred og ro er særlig kærkomment som kontrast til den indiske grundtilstand, hvor det ellers syder og bobler af menneskemylder, køer, hysteriske bilhorn og auto-rigshaws i hobetal. Paradoksalt nok tager mange mennesker netop til Indien for at finde ro i et af de utallige ashrams (meditationssteder), hvoraf jeg har besøgt et af de mest kendte: Ramaniashram. Hertil løber et mylder af vesterlændinge, som generelt fylder en del i bybilledet i Tiruvannamalai.
Samme aften var det også fuldmåne, hvorfor gaderne myldrede med en halv million hinduer, der skulle vandre de 14 kilometer rundt om byens hellige bjerg. Næste gang tror jeg, at jeg går med. Man kan ikke undgå hele tiden at blive konfronteret med den religiøsitet, der er i byen og sikkert alle steder i indien. Hinduismen er en meget iøjnefaldende religion med et hav af ritualer, hvor bjergvandringen bare er ét eksempel. Guderne bliver flittigt fodret i et hav af små hinduistiske templer og der bliver tegnet fine tegninger "quolam" foran hver husdør hver morgen før solen står op. Det religiøse og kulturelle liv hænger tæt sammen og er vanskeligt at skille ad.
Den indiske mad er ikke så svær at vænne sig til – lige nu hedder favoritten Chapatti med kartoffel-masala – mums! Og vi er efterhånden også ved at lære, hvor vi skal gå hen for at købe groft brød, yoghurt og andre vestlige produkter. Ellers er det hele generelt meget sødt og inderne drikker konstant utrolig sød te. "No sugar" er måske en af mine mest brugte vendinger, når det gælder mad.
Hvad jeg til gengæld har rigtig svært ved at vænne mig til er al den trafikkaos, trafiklarm og mangel på ordentlige færdselsregler. Det virker absurd, at jeg hjemme i KBH kører rundt med cykelhjelm, når jeg her, ganske uden forholdsregler, kører bag på scooter og i auto-rigshaws i høj fart og i risky sammenfletning med busser og lastbiler. Men det er da gået godt indtil nu, så de må alligevel have meget godt tjek på det (7-9-13, bank, bank).
Idag har jeg været på centeret og undervist i engelsk og tegning. Planen er, at jeg skal undervise primært i disse fag og pc-brug, samt iværksætte andre aktiviteter og lege for børnene. Derudover skal jeg så i løbet af mit ophold lave et mindre studie af børnearbejdernes sundhedstilstand og forsøge at afdække hvilke sundhedsproblemer, der er i spil hos disse børn. Det glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang med. Dette indlæg er vist allerede alt for langt, så nu vil jeg lade læseren slippe og gå ned og spise endnu en chapatti.
torsdag den 5. februar 2009
Arrival - India, Tiruvannamalai
Saa er jeg ankommet til det farvestraalende Indien! Varmen slog imod os, da vi landede i Chennai for et par dage siden, og vinterkulden i Danmark var allerede en saga blot. Vi blev moedt med Dannebrog og smilende ansigter i lufthavnen og efter en turbulent koeretur paa de indiske veje, ankom vi sent om natten lokal tid til Tirukoilur, hvor Liv (min rejsemakker) og jeg skulle sove den foerste nat.
Naeste dag blev vi hjerteligt modtaget af staben for ALC School Project, som haengte farvestraalende og lifligt duftende blomsterkranse om halsen paa os - saa blev det lige godt eksotisk, hva? Vi fik laekker indisk mad og laerte hvordan man former smaa kugler af ris med fingrene (bestik er jo i virkeligheden ogsaa ganske overfloedigt).
Igaar aftes blev jeg saa fulgt videre til Tiruvannamalai, hvor jeg skal bo og arbejde som volontoer de naeste tre maaneder. Jeg er nu blevet indlogeret i et fint gaestehus, "the nest", der ligger paa et stoerre campus-omraade. Her skal jeg bo sammen med en anden dansk frivillig fra Icon, Elise.
Idag har jeg saa for foerste gang besoegt den skole, hvor "child labour centre" ligger placeret, og hvor jeg skal arbejde som volontoer. Personalet og boernene paa centret er alle meget soede, og hver gang jeg gaar igennem skolegaarden raaber en halv snes boern "Hiii - how are you" og "what's your name?" paa det bedste engelsk, de har laert. Tilsyneladende er "Johanne" et svaert navn at udtale, hvis man har Tamil som modersmaal, saa jeg maa nok belave mig paa at hedde Ohannah eller Hannah de naeste par maaneder!
Naeste dag blev vi hjerteligt modtaget af staben for ALC School Project, som haengte farvestraalende og lifligt duftende blomsterkranse om halsen paa os - saa blev det lige godt eksotisk, hva? Vi fik laekker indisk mad og laerte hvordan man former smaa kugler af ris med fingrene (bestik er jo i virkeligheden ogsaa ganske overfloedigt).
Igaar aftes blev jeg saa fulgt videre til Tiruvannamalai, hvor jeg skal bo og arbejde som volontoer de naeste tre maaneder. Jeg er nu blevet indlogeret i et fint gaestehus, "the nest", der ligger paa et stoerre campus-omraade. Her skal jeg bo sammen med en anden dansk frivillig fra Icon, Elise.
Idag har jeg saa for foerste gang besoegt den skole, hvor "child labour centre" ligger placeret, og hvor jeg skal arbejde som volontoer. Personalet og boernene paa centret er alle meget soede, og hver gang jeg gaar igennem skolegaarden raaber en halv snes boern "Hiii - how are you" og "what's your name?" paa det bedste engelsk, de har laert. Tilsyneladende er "Johanne" et svaert navn at udtale, hvis man har Tamil som modersmaal, saa jeg maa nok belave mig paa at hedde Ohannah eller Hannah de naeste par maaneder!
Abonner på:
Opslag (Atom)
