Reportage: Indisk Vogue, sæbeboble-fest og endnu en by ved havet

I dette indlæg på bloggen skal vi nå vidt omkring. På utallige opfordringer bringer jeg her et indblik i hvordan indisk mode ser ud dette forår. Her i Tiruvannamalai er dragten ”chudithar” yderst populær blandt kvinderne. Den består af tunika, bukser og et tørklæde elegant slynget over skuldrene. Kodeordet for dresscoden hernede er ”match”- alt skal matche! Til højre har jeg uploadet tre bud på forårsmoden, som jeg netop har hentet hos skrædderen. På første billede ses en smart pink sag med tilhørende orange bukser og selvfølgelig et orange tørklæde – chikt uden at være prangende! Læg mærke til den matchende hårelastik jeg har i hånden, en bonus, man altid får med hos skrædder Laila (som er en mand). På næste billede er jeg trukket i en dæmpet lilla tunika med diskret påtrykt guldmønster – bukser og tørklæde er holdt i en frisk skovgrøn nuance. Endelig ser vi en kølig turkis sag med (hold vejret) stribede bukser og tørklæde i en brændt orange – wow, det er hot!! Hvis man en dag kommer til at bryde kravet om stringent match, kan man være sikker på, at det ikke går ubemærket hen. På centret har jeg to kollegaer, som stensikkert arbejder undercover for indisk fashion police.
Derudover har jeg også lige luftet mit kamera rundt i hytten ”the Nest”, hvor jeg bor. Her er bare alt for hyggeligt og jeg kan ikke lade være med at sammenligne det lidt med den toscanske bjerghytte, hvor jeg har holdt sommerferie et par gange.

I sidste uge havde jeg en stjernestund på Børnearbejdscenteret. Fra Danmark havde jeg i min rygsæk medbragt en håndfuld sæbeboble-glas og de skulle nu stå deres prøve. Jeg var ikke sikker på, om børnene ville synes, det var sjovt eller noget barnligt pjat, men min tvivl var helt ubegrundet. Det var en stor succes og de fik let en halv time til at gå med at puste kæmpe-bobler og boblestrømme. Der var desværre ikke nok sæbeboble-glas til alle børnene, hvilket let kunne have fået en dansk skoleklasse til at gå i spåner. Men børnene her deltes artigt om de to glas, læreren havde rationeret ud til dem – hvilken disciplin! Jeg var meget imponeret.

I weekenden var Liv og jeg på tur til Mamallapuram, en by ved vandet, der ligger lidt syd for Chennai. Efter en lang tur (vi havde taget den forkerte bus) nåede vi endelig frem sent fredag aften. Næste dag var vi på ægte turist sightseeing og så byens to hovedattraktioner: kyst-templet og ”5 rathas”/ de fem stridsvogne. Sidstnævnte var mest imponerende. 1400 år gamle stentempler og skulpturer af 5 stridsvogne (bl.a. en elefant, en tyr og en løve), som førte guderne Shiva, Vishnu og Brahma frem. Dette sted er en del af Verdenskulturarven (uh-uh), og af samme grund er stedet også en rigtig turist-by. En turistby har selvfølgelig sine klare fordele, hvoriblandt kan nævnes cafe latté på en fortovscafé. Men en sådan by har sandelig også sine ulemper og da det er ved at være lavsæson, blev vi bogstavelig talt flået i af alle de sælgere og tiggere, som byens turister normalt kan brødføde.
Men det var under alle omstændigheder en oplevelse at se byen. Om søndagen gik vi en laaang tur i vandkanten og var vidner til et fantastisk skue – indernes fridag ved stranden. Flere hundrede indere havde pakket madkurven for at tage til stranden og stod ude i vandet til knæene i fuld påklædning. Her soppede de grinende og pjattende rundt i deres silkesarier, mens børnene pjaskede og gravede efter krabber i vandkanten – et syn for guder!