Sidste weekend var jeg på udflugt til Pondicherry sammen med Liv. ”Pondy” er tidligere fransk og der hersker en fed sydeuropæisk stemning her. Byen ligger helt ud til den Bengalske Bugt og langs vandet er der anlagt flere hundrede meter lang promenade, hvor byens liv udfolder sig på de sene timer. Mange indere såvel som turister bruger byen som tilflugtssted og byen efterkommer derfor ethvert kulinarisk ønske. Man kan få mad fra hele verden og sågar uden problemer en øl til maden, hvilket jo ikke er at kimse af. Vi benyttede da også chancen for at få masser af vestlig mad (og ikke mindst kød) indenbords.
Om lørdagen var vi på stranden lidt udenfor byen. Vi fandt et spot, hvor der også lå andre turister, og hvor det derfor var ok at bade. Inderne har ikke rigtig kultur for at bade ved havet og hvis man som pige skal bade, foregår det derfor normalt i fuld påklædning. Endnu engang lærte jeg på den hårde måde, at solen altså brænder hårdere ved disse breddegrader, og der var ikke meget hjælp at hente fra min ellers trofaste ven faktor 30. Godt grillede, spiste vi frokost i Auroville, som havde en cafe helt ned til stranden. Auroville er et lille etableret samfund primært bestående af vesterlændinge, der har slået sig ned for at fordybe sig i meditation, biodynamik, alternative energiformer, papirproduktion osv. – 100 % økologi!
Søndag tog jeg bussen tilbage til Tiruvannamalai. Busturene er oplevelser i sig selv og faktisk en rigtig fed måde at opleve landet på, om end ikke videre komfortabelt. Indiske busser bliver simpelthen proppet med mennesker, indtil folk hænger i lag udenpå bussen og kun lige akkurat har fat i kanten af et håndtag. Så hænger de der, mens bussen med 60 kilometer i timen farer henover tvivlsomme veje gennem et hav af små indiske landsbyer. Mere end én gang var jeg lettere bekymret for at bussen skulle få overvægt og vælte i grøften.
I den forgangne uge har jeg været på børnearbejds-centret hver dag. Jeg er kommet godt i gang med mit lille sundhedsstudie og har interviewet et par af de ansatte på stedet. Formålet med disse interviews er at prøve at kortlægge hvilke sundhedsproblemer, personalet oplever blandt børnene. Indtil videre har jeg interviewet uden tolk, men det er ikke altid helt let, og jeg må konstant omformulere mine spørgsmål for at gøre dem forståelige. Britisk-engelsk og indisk-engelsk virker nogle gange som to vidt forskellige sprog. Den største udfordring er derfor egentlig at få forklaret sundheds-begreberne på en god måde og gøre det klart, hvilken information, jeg efterspørger. Men mine informanter er meget søde og prøver ihærdigt at forstå mine spørgsmål. Første interview varede over to timer og lå midt i det sædvanlige ”power-cut” fra kl. 16-18 – lidt presset!
I mandags fik jeg jaget lidt af en skræk i livet, da vi sent om aftenen kom tilbage til vores residens i Tiruvannamalai, "The Nest" (associationer til et sted på Vesterbro er forståelige, men helt forkerte. The Nest er et pragtfuldt lille hus bygget i toscansk stil). Nåh, men på verandaen foran huset lå altså en fuldfed grøn og brunlig slange og strakte sin skællede krop. Puha - for en ubehagelig overraskelse! Naivt havde jeg nok forestillet mig, at der ikke fandtes slanger i dette lille paradis. I Indien jo selvfølgelig - bare ikke lige her, hvor vi bor. Heldigvis var der god hjælp at hente og Benny slog slangen ihjel med en stok. Skøn fauna, man finder her i Indien!
Derudover har jeg i denne uge besøgt Anna og Nikolaj Hørlyck, det danske missionær-par, som er udsendt af Danmission til Tiruvannamalai. De bor rigtig dejligt i en fin gammel bungalow sammen med deres to børn. Det var en rigtig fin aften, der udover hyggesnak bl.a. bød på lækker cafe latte (dejligt at møde ligesindede folk med hang til god kaffe)! Torsdag aften var der musik på Quo Vadis, hvor nogle lokale musikere, ”… and the Bamboo Flute”, spillede. Det var dejligt at sidde og svømme lidt væk i den stemningsfulde musik. Derefter var der åben scene, hvor forskellige publikummer (primært langhårede vesterlændinge) skiftedes til at ”jamme” med. Det var næsten som at være på højskole igen, og jeg sad bare og ventede på hvornår ”We shall overcome” kom på playlisten. Det var rigtig fint.
I aften skal vi også være kulturelle. Det er planen, at vi skal i biografen og se en klassisk Bollywood-film med alt hvad dertil hører af musik, dans, klicheer samt helte og heltinder, der må gå så grueligt meget igennem, før de kan få hinanden. Det skal nok blive en interessant oplevelse!
lørdag den 28. februar 2009
torsdag den 19. februar 2009
Trankebar! Wunderbar!
Sidste weekend var vi en lille flok paa seks danskere paa tur til Trankebar, der fra 1620-1845 var under dansk herredoemme. I denne periode er danske skibe en gang aarligt sejlet til og fra med indfarvet bomuld og silke samt krydderier til danmarks overklasse. Det var ret fint at opleve dette lille stykke danmarkshistorie saa langt fra faedrelandet. Der er et velbevaret fort, Danesborg, og andre sevaerdigheder som vidner om dansker-tiden. Vi saa ogsaa et par gamle kirker, hvor paeredanske navne saasom "Petersen" stadig kunne laeses af inskriptionerne paa gravstenene.
Trankebar ligger ud til den Bengalske Bugt og hoejdepunktet paa turen var naesten at se havet. Hold fast, hvor er det smukt! Og det kunne ikke gaa hurtigt nok med at faa foedderne i det svalende, turkise vand. Generelt var der en helt anderledes fred og ro i Trankebar. Ikke saa meget stoej og trafik og bare det i sig selv var hele den lange tur vaerd.
En anden stor oplevelse havde jeg soendag eftermiddag. Joshua Peter havde arrangeret en rundtur i det stort anlagte hindu-tempel, der ligger i "min" by, Tiruvannamalai. J.P. kender hoejeste-praesten personligt og vi var derfor saa heldige at blive vist rundt af ham i egen hoeje person. Vi fulgte en saerlig VIP-rute gennem templets moerke gange og blev ledt ind i det "allerhelligste", som var en statue-lignende ting lavet af en masse blomster (skulle vist forestille en af de hinduistiske guder). Statuen var omgivet af levende lys og jeg tror mindst der var 1000 grader derinde. Herinde foretog praesten en saakaldt Puja-ofring for os, hvor han messede vores navne og en masse vedaer paa sanskrit (hellige skrifter paa et aeldgammelt sprog, red.). Saa fik vi roed og hvid aske i panden og blev ledt ud af templet igen. Bagefter fik vi mulighed for at stille spoergsmaal om ritualet og hinduismen generelt. Det var virkelig spaendende at hoere ham fortaelle og hvor openminded han ogsaa var overfor andre trosretninger. Og saa var det virkelig fantastisk at se det samarbejde og den dialog, der her foregik mellem en kristen praest og en hindu-praest. Det er virkelig vejen frem, hvis vi skal skabe fred i verden!
Denne uge har jeg vaeret et par dage paa Child Labour Centre og hjulpet med undervisningen der. Har med stor succes introduceret Boogie-Woogie til ungerne - det var sjovt! De sidste par dage har jeg deltaget i den aarligt tilbagevendende begivenhed i ALC - "Teachers Festival" i Tirukoilur. Her er en masse officielle taler, oplaeg og festlige indslag til aere for alle laererne i ALC skoleprojektet. Hele skolen er pyntet op med blomster, crepepapir og balloner. Godt at man forstaar at paaskoenne skolelaererne - det kunne vi godt laere lidt af i Danmark!
Trankebar ligger ud til den Bengalske Bugt og hoejdepunktet paa turen var naesten at se havet. Hold fast, hvor er det smukt! Og det kunne ikke gaa hurtigt nok med at faa foedderne i det svalende, turkise vand. Generelt var der en helt anderledes fred og ro i Trankebar. Ikke saa meget stoej og trafik og bare det i sig selv var hele den lange tur vaerd.
En anden stor oplevelse havde jeg soendag eftermiddag. Joshua Peter havde arrangeret en rundtur i det stort anlagte hindu-tempel, der ligger i "min" by, Tiruvannamalai. J.P. kender hoejeste-praesten personligt og vi var derfor saa heldige at blive vist rundt af ham i egen hoeje person. Vi fulgte en saerlig VIP-rute gennem templets moerke gange og blev ledt ind i det "allerhelligste", som var en statue-lignende ting lavet af en masse blomster (skulle vist forestille en af de hinduistiske guder). Statuen var omgivet af levende lys og jeg tror mindst der var 1000 grader derinde. Herinde foretog praesten en saakaldt Puja-ofring for os, hvor han messede vores navne og en masse vedaer paa sanskrit (hellige skrifter paa et aeldgammelt sprog, red.). Saa fik vi roed og hvid aske i panden og blev ledt ud af templet igen. Bagefter fik vi mulighed for at stille spoergsmaal om ritualet og hinduismen generelt. Det var virkelig spaendende at hoere ham fortaelle og hvor openminded han ogsaa var overfor andre trosretninger. Og saa var det virkelig fantastisk at se det samarbejde og den dialog, der her foregik mellem en kristen praest og en hindu-praest. Det er virkelig vejen frem, hvis vi skal skabe fred i verden!
Denne uge har jeg vaeret et par dage paa Child Labour Centre og hjulpet med undervisningen der. Har med stor succes introduceret Boogie-Woogie til ungerne - det var sjovt! De sidste par dage har jeg deltaget i den aarligt tilbagevendende begivenhed i ALC - "Teachers Festival" i Tirukoilur. Her er en masse officielle taler, oplaeg og festlige indslag til aere for alle laererne i ALC skoleprojektet. Hele skolen er pyntet op med blomster, crepepapir og balloner. Godt at man forstaar at paaskoenne skolelaererne - det kunne vi godt laere lidt af i Danmark!
onsdag den 11. februar 2009
Stikord: Carrambut, hysterisk trafik, ashrams og chapatti!
Så er jeg igen kommet til internet, og det er blevet tid til en lille opdatering - puh, hvor skal jeg begynde, når der er sket så meget? Jeg har spenderet en del tid på centeret (child labour centre, red.) hvor det har været fint at lære børnene bedre at kende. Tre af drengene Marmalan, Parthipan og Shan-Mugan har lært mig at spille det populære og sjove brætspil ”Carrambut”, som de selv er mestre i. De kommenterer mine slag og instruerer ivrigt på tamil. Om der falder roser eller kritik af til mit spil, er jo så et rigtigt godt spørgsmål!
Jeg har været rundt og se nogle ALC projekter og bl.a. to såkaldte ”childrens parliaments”. Her mødes en flok børn (oftest kasteløse/dalitter) en gang om ugen og diskuterer landsbyens anliggender. De har udnævnt forskellige ministre og stiller sig modigt op foran resten af flokken og forelægger deres sag. Det er ret sejt! Og det virker som en rigtig vigtig indsats at give de her børn følelsen af, at de har noget at skulle have sagt og modet til at gøre det.
Søndag var vi i kirke i en lille landsbymenighed, hvor den karismatiske Joshua Peter er præst.(J.P. er en af vores primære kontakt-personer og vi har spist morgenmad hos ham og hans kone Panitta flere gange. Han er fantastisk gæstfri og imødekommende, ligesom stort set alle andre indere). Det var interessant at opleve en indisk kristen gudstjeneste, som i liturgi minder rigtig meget om en dansk, men stadig er anderledes på mange andre punkter.
Samme aften deltog jeg i kristen meditation på dialogcentret Quo Vadis (ja, man kan nok ikke undgå at blive en lille smule mere spirituel, når man er hernede)! Det var meget fint og der var en meget fredfyldt stemning. Fred og ro er særlig kærkomment som kontrast til den indiske grundtilstand, hvor det ellers syder og bobler af menneskemylder, køer, hysteriske bilhorn og auto-rigshaws i hobetal. Paradoksalt nok tager mange mennesker netop til Indien for at finde ro i et af de utallige ashrams (meditationssteder), hvoraf jeg har besøgt et af de mest kendte: Ramaniashram. Hertil løber et mylder af vesterlændinge, som generelt fylder en del i bybilledet i Tiruvannamalai.
Samme aften var det også fuldmåne, hvorfor gaderne myldrede med en halv million hinduer, der skulle vandre de 14 kilometer rundt om byens hellige bjerg. Næste gang tror jeg, at jeg går med. Man kan ikke undgå hele tiden at blive konfronteret med den religiøsitet, der er i byen og sikkert alle steder i indien. Hinduismen er en meget iøjnefaldende religion med et hav af ritualer, hvor bjergvandringen bare er ét eksempel. Guderne bliver flittigt fodret i et hav af små hinduistiske templer og der bliver tegnet fine tegninger "quolam" foran hver husdør hver morgen før solen står op. Det religiøse og kulturelle liv hænger tæt sammen og er vanskeligt at skille ad.
Den indiske mad er ikke så svær at vænne sig til – lige nu hedder favoritten Chapatti med kartoffel-masala – mums! Og vi er efterhånden også ved at lære, hvor vi skal gå hen for at købe groft brød, yoghurt og andre vestlige produkter. Ellers er det hele generelt meget sødt og inderne drikker konstant utrolig sød te. "No sugar" er måske en af mine mest brugte vendinger, når det gælder mad.
Hvad jeg til gengæld har rigtig svært ved at vænne mig til er al den trafikkaos, trafiklarm og mangel på ordentlige færdselsregler. Det virker absurd, at jeg hjemme i KBH kører rundt med cykelhjelm, når jeg her, ganske uden forholdsregler, kører bag på scooter og i auto-rigshaws i høj fart og i risky sammenfletning med busser og lastbiler. Men det er da gået godt indtil nu, så de må alligevel have meget godt tjek på det (7-9-13, bank, bank).
Idag har jeg været på centeret og undervist i engelsk og tegning. Planen er, at jeg skal undervise primært i disse fag og pc-brug, samt iværksætte andre aktiviteter og lege for børnene. Derudover skal jeg så i løbet af mit ophold lave et mindre studie af børnearbejdernes sundhedstilstand og forsøge at afdække hvilke sundhedsproblemer, der er i spil hos disse børn. Det glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang med. Dette indlæg er vist allerede alt for langt, så nu vil jeg lade læseren slippe og gå ned og spise endnu en chapatti.
Jeg har været rundt og se nogle ALC projekter og bl.a. to såkaldte ”childrens parliaments”. Her mødes en flok børn (oftest kasteløse/dalitter) en gang om ugen og diskuterer landsbyens anliggender. De har udnævnt forskellige ministre og stiller sig modigt op foran resten af flokken og forelægger deres sag. Det er ret sejt! Og det virker som en rigtig vigtig indsats at give de her børn følelsen af, at de har noget at skulle have sagt og modet til at gøre det.
Søndag var vi i kirke i en lille landsbymenighed, hvor den karismatiske Joshua Peter er præst.(J.P. er en af vores primære kontakt-personer og vi har spist morgenmad hos ham og hans kone Panitta flere gange. Han er fantastisk gæstfri og imødekommende, ligesom stort set alle andre indere). Det var interessant at opleve en indisk kristen gudstjeneste, som i liturgi minder rigtig meget om en dansk, men stadig er anderledes på mange andre punkter.
Samme aften deltog jeg i kristen meditation på dialogcentret Quo Vadis (ja, man kan nok ikke undgå at blive en lille smule mere spirituel, når man er hernede)! Det var meget fint og der var en meget fredfyldt stemning. Fred og ro er særlig kærkomment som kontrast til den indiske grundtilstand, hvor det ellers syder og bobler af menneskemylder, køer, hysteriske bilhorn og auto-rigshaws i hobetal. Paradoksalt nok tager mange mennesker netop til Indien for at finde ro i et af de utallige ashrams (meditationssteder), hvoraf jeg har besøgt et af de mest kendte: Ramaniashram. Hertil løber et mylder af vesterlændinge, som generelt fylder en del i bybilledet i Tiruvannamalai.
Samme aften var det også fuldmåne, hvorfor gaderne myldrede med en halv million hinduer, der skulle vandre de 14 kilometer rundt om byens hellige bjerg. Næste gang tror jeg, at jeg går med. Man kan ikke undgå hele tiden at blive konfronteret med den religiøsitet, der er i byen og sikkert alle steder i indien. Hinduismen er en meget iøjnefaldende religion med et hav af ritualer, hvor bjergvandringen bare er ét eksempel. Guderne bliver flittigt fodret i et hav af små hinduistiske templer og der bliver tegnet fine tegninger "quolam" foran hver husdør hver morgen før solen står op. Det religiøse og kulturelle liv hænger tæt sammen og er vanskeligt at skille ad.
Den indiske mad er ikke så svær at vænne sig til – lige nu hedder favoritten Chapatti med kartoffel-masala – mums! Og vi er efterhånden også ved at lære, hvor vi skal gå hen for at købe groft brød, yoghurt og andre vestlige produkter. Ellers er det hele generelt meget sødt og inderne drikker konstant utrolig sød te. "No sugar" er måske en af mine mest brugte vendinger, når det gælder mad.
Hvad jeg til gengæld har rigtig svært ved at vænne mig til er al den trafikkaos, trafiklarm og mangel på ordentlige færdselsregler. Det virker absurd, at jeg hjemme i KBH kører rundt med cykelhjelm, når jeg her, ganske uden forholdsregler, kører bag på scooter og i auto-rigshaws i høj fart og i risky sammenfletning med busser og lastbiler. Men det er da gået godt indtil nu, så de må alligevel have meget godt tjek på det (7-9-13, bank, bank).
Idag har jeg været på centeret og undervist i engelsk og tegning. Planen er, at jeg skal undervise primært i disse fag og pc-brug, samt iværksætte andre aktiviteter og lege for børnene. Derudover skal jeg så i løbet af mit ophold lave et mindre studie af børnearbejdernes sundhedstilstand og forsøge at afdække hvilke sundhedsproblemer, der er i spil hos disse børn. Det glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang med. Dette indlæg er vist allerede alt for langt, så nu vil jeg lade læseren slippe og gå ned og spise endnu en chapatti.
torsdag den 5. februar 2009
Arrival - India, Tiruvannamalai
Saa er jeg ankommet til det farvestraalende Indien! Varmen slog imod os, da vi landede i Chennai for et par dage siden, og vinterkulden i Danmark var allerede en saga blot. Vi blev moedt med Dannebrog og smilende ansigter i lufthavnen og efter en turbulent koeretur paa de indiske veje, ankom vi sent om natten lokal tid til Tirukoilur, hvor Liv (min rejsemakker) og jeg skulle sove den foerste nat.
Naeste dag blev vi hjerteligt modtaget af staben for ALC School Project, som haengte farvestraalende og lifligt duftende blomsterkranse om halsen paa os - saa blev det lige godt eksotisk, hva? Vi fik laekker indisk mad og laerte hvordan man former smaa kugler af ris med fingrene (bestik er jo i virkeligheden ogsaa ganske overfloedigt).
Igaar aftes blev jeg saa fulgt videre til Tiruvannamalai, hvor jeg skal bo og arbejde som volontoer de naeste tre maaneder. Jeg er nu blevet indlogeret i et fint gaestehus, "the nest", der ligger paa et stoerre campus-omraade. Her skal jeg bo sammen med en anden dansk frivillig fra Icon, Elise.
Idag har jeg saa for foerste gang besoegt den skole, hvor "child labour centre" ligger placeret, og hvor jeg skal arbejde som volontoer. Personalet og boernene paa centret er alle meget soede, og hver gang jeg gaar igennem skolegaarden raaber en halv snes boern "Hiii - how are you" og "what's your name?" paa det bedste engelsk, de har laert. Tilsyneladende er "Johanne" et svaert navn at udtale, hvis man har Tamil som modersmaal, saa jeg maa nok belave mig paa at hedde Ohannah eller Hannah de naeste par maaneder!
Naeste dag blev vi hjerteligt modtaget af staben for ALC School Project, som haengte farvestraalende og lifligt duftende blomsterkranse om halsen paa os - saa blev det lige godt eksotisk, hva? Vi fik laekker indisk mad og laerte hvordan man former smaa kugler af ris med fingrene (bestik er jo i virkeligheden ogsaa ganske overfloedigt).
Igaar aftes blev jeg saa fulgt videre til Tiruvannamalai, hvor jeg skal bo og arbejde som volontoer de naeste tre maaneder. Jeg er nu blevet indlogeret i et fint gaestehus, "the nest", der ligger paa et stoerre campus-omraade. Her skal jeg bo sammen med en anden dansk frivillig fra Icon, Elise.
Idag har jeg saa for foerste gang besoegt den skole, hvor "child labour centre" ligger placeret, og hvor jeg skal arbejde som volontoer. Personalet og boernene paa centret er alle meget soede, og hver gang jeg gaar igennem skolegaarden raaber en halv snes boern "Hiii - how are you" og "what's your name?" paa det bedste engelsk, de har laert. Tilsyneladende er "Johanne" et svaert navn at udtale, hvis man har Tamil som modersmaal, saa jeg maa nok belave mig paa at hedde Ohannah eller Hannah de naeste par maaneder!
Abonner på:
Opslag (Atom)
