Pondicherry og slangen i Paradisets Have

Sidste weekend var jeg på udflugt til Pondicherry sammen med Liv. ”Pondy” er tidligere fransk og der hersker en fed sydeuropæisk stemning her. Byen ligger helt ud til den Bengalske Bugt og langs vandet er der anlagt flere hundrede meter lang promenade, hvor byens liv udfolder sig på de sene timer. Mange indere såvel som turister bruger byen som tilflugtssted og byen efterkommer derfor ethvert kulinarisk ønske. Man kan få mad fra hele verden og sågar uden problemer en øl til maden, hvilket jo ikke er at kimse af. Vi benyttede da også chancen for at få masser af vestlig mad (og ikke mindst kød) indenbords.
Om lørdagen var vi på stranden lidt udenfor byen. Vi fandt et spot, hvor der også lå andre turister, og hvor det derfor var ok at bade. Inderne har ikke rigtig kultur for at bade ved havet og hvis man som pige skal bade, foregår det derfor normalt i fuld påklædning. Endnu engang lærte jeg på den hårde måde, at solen altså brænder hårdere ved disse breddegrader, og der var ikke meget hjælp at hente fra min ellers trofaste ven faktor 30. Godt grillede, spiste vi frokost i Auroville, som havde en cafe helt ned til stranden. Auroville er et lille etableret samfund primært bestående af vesterlændinge, der har slået sig ned for at fordybe sig i meditation, biodynamik, alternative energiformer, papirproduktion osv. – 100 % økologi!
Søndag tog jeg bussen tilbage til Tiruvannamalai. Busturene er oplevelser i sig selv og faktisk en rigtig fed måde at opleve landet på, om end ikke videre komfortabelt. Indiske busser bliver simpelthen proppet med mennesker, indtil folk hænger i lag udenpå bussen og kun lige akkurat har fat i kanten af et håndtag. Så hænger de der, mens bussen med 60 kilometer i timen farer henover tvivlsomme veje gennem et hav af små indiske landsbyer. Mere end én gang var jeg lettere bekymret for at bussen skulle få overvægt og vælte i grøften.

I den forgangne uge har jeg været på børnearbejds-centret hver dag. Jeg er kommet godt i gang med mit lille sundhedsstudie og har interviewet et par af de ansatte på stedet. Formålet med disse interviews er at prøve at kortlægge hvilke sundhedsproblemer, personalet oplever blandt børnene. Indtil videre har jeg interviewet uden tolk, men det er ikke altid helt let, og jeg må konstant omformulere mine spørgsmål for at gøre dem forståelige. Britisk-engelsk og indisk-engelsk virker nogle gange som to vidt forskellige sprog. Den største udfordring er derfor egentlig at få forklaret sundheds-begreberne på en god måde og gøre det klart, hvilken information, jeg efterspørger. Men mine informanter er meget søde og prøver ihærdigt at forstå mine spørgsmål. Første interview varede over to timer og lå midt i det sædvanlige ”power-cut” fra kl. 16-18 – lidt presset!
I mandags fik jeg jaget lidt af en skræk i livet, da vi sent om aftenen kom tilbage til vores residens i Tiruvannamalai, "The Nest" (associationer til et sted på Vesterbro er forståelige, men helt forkerte. The Nest er et pragtfuldt lille hus bygget i toscansk stil). Nåh, men på verandaen foran huset lå altså en fuldfed grøn og brunlig slange og strakte sin skællede krop. Puha - for en ubehagelig overraskelse! Naivt havde jeg nok forestillet mig, at der ikke fandtes slanger i dette lille paradis. I Indien jo selvfølgelig - bare ikke lige her, hvor vi bor. Heldigvis var der god hjælp at hente og Benny slog slangen ihjel med en stok. Skøn fauna, man finder her i Indien!

Derudover har jeg i denne uge besøgt Anna og Nikolaj Hørlyck, det danske missionær-par, som er udsendt af Danmission til Tiruvannamalai. De bor rigtig dejligt i en fin gammel bungalow sammen med deres to børn. Det var en rigtig fin aften, der udover hyggesnak bl.a. bød på lækker cafe latte (dejligt at møde ligesindede folk med hang til god kaffe)! Torsdag aften var der musik på Quo Vadis, hvor nogle lokale musikere, ”… and the Bamboo Flute”, spillede. Det var dejligt at sidde og svømme lidt væk i den stemningsfulde musik. Derefter var der åben scene, hvor forskellige publikummer (primært langhårede vesterlændinge) skiftedes til at ”jamme” med. Det var næsten som at være på højskole igen, og jeg sad bare og ventede på hvornår ”We shall overcome” kom på playlisten. Det var rigtig fint.
I aften skal vi også være kulturelle. Det er planen, at vi skal i biografen og se en klassisk Bollywood-film med alt hvad dertil hører af musik, dans, klicheer samt helte og heltinder, der må gå så grueligt meget igennem, før de kan få hinanden. Det skal nok blive en interessant oplevelse!