Stikord: Carrambut, hysterisk trafik, ashrams og chapatti!

Så er jeg igen kommet til internet, og det er blevet tid til en lille opdatering - puh, hvor skal jeg begynde, når der er sket så meget? Jeg har spenderet en del tid på centeret (child labour centre, red.) hvor det har været fint at lære børnene bedre at kende. Tre af drengene Marmalan, Parthipan og Shan-Mugan har lært mig at spille det populære og sjove brætspil ”Carrambut”, som de selv er mestre i. De kommenterer mine slag og instruerer ivrigt på tamil. Om der falder roser eller kritik af til mit spil, er jo så et rigtigt godt spørgsmål!
Jeg har været rundt og se nogle ALC projekter og bl.a. to såkaldte ”childrens parliaments”. Her mødes en flok børn (oftest kasteløse/dalitter) en gang om ugen og diskuterer landsbyens anliggender. De har udnævnt forskellige ministre og stiller sig modigt op foran resten af flokken og forelægger deres sag. Det er ret sejt! Og det virker som en rigtig vigtig indsats at give de her børn følelsen af, at de har noget at skulle have sagt og modet til at gøre det.

Søndag var vi i kirke i en lille landsbymenighed, hvor den karismatiske Joshua Peter er præst.(J.P. er en af vores primære kontakt-personer og vi har spist morgenmad hos ham og hans kone Panitta flere gange. Han er fantastisk gæstfri og imødekommende, ligesom stort set alle andre indere). Det var interessant at opleve en indisk kristen gudstjeneste, som i liturgi minder rigtig meget om en dansk, men stadig er anderledes på mange andre punkter.
Samme aften deltog jeg i kristen meditation på dialogcentret Quo Vadis (ja, man kan nok ikke undgå at blive en lille smule mere spirituel, når man er hernede)! Det var meget fint og der var en meget fredfyldt stemning. Fred og ro er særlig kærkomment som kontrast til den indiske grundtilstand, hvor det ellers syder og bobler af menneskemylder, køer, hysteriske bilhorn og auto-rigshaws i hobetal. Paradoksalt nok tager mange mennesker netop til Indien for at finde ro i et af de utallige ashrams (meditationssteder), hvoraf jeg har besøgt et af de mest kendte: Ramaniashram. Hertil løber et mylder af vesterlændinge, som generelt fylder en del i bybilledet i Tiruvannamalai.
Samme aften var det også fuldmåne, hvorfor gaderne myldrede med en halv million hinduer, der skulle vandre de 14 kilometer rundt om byens hellige bjerg. Næste gang tror jeg, at jeg går med. Man kan ikke undgå hele tiden at blive konfronteret med den religiøsitet, der er i byen og sikkert alle steder i indien. Hinduismen er en meget iøjnefaldende religion med et hav af ritualer, hvor bjergvandringen bare er ét eksempel. Guderne bliver flittigt fodret i et hav af små hinduistiske templer og der bliver tegnet fine tegninger "quolam" foran hver husdør hver morgen før solen står op. Det religiøse og kulturelle liv hænger tæt sammen og er vanskeligt at skille ad.

Den indiske mad er ikke så svær at vænne sig til – lige nu hedder favoritten Chapatti med kartoffel-masala – mums! Og vi er efterhånden også ved at lære, hvor vi skal gå hen for at købe groft brød, yoghurt og andre vestlige produkter. Ellers er det hele generelt meget sødt og inderne drikker konstant utrolig sød te. "No sugar" er måske en af mine mest brugte vendinger, når det gælder mad.
Hvad jeg til gengæld har rigtig svært ved at vænne mig til er al den trafikkaos, trafiklarm og mangel på ordentlige færdselsregler. Det virker absurd, at jeg hjemme i KBH kører rundt med cykelhjelm, når jeg her, ganske uden forholdsregler, kører bag på scooter og i auto-rigshaws i høj fart og i risky sammenfletning med busser og lastbiler. Men det er da gået godt indtil nu, så de må alligevel have meget godt tjek på det (7-9-13, bank, bank).
Idag har jeg været på centeret og undervist i engelsk og tegning. Planen er, at jeg skal undervise primært i disse fag og pc-brug, samt iværksætte andre aktiviteter og lege for børnene. Derudover skal jeg så i løbet af mit ophold lave et mindre studie af børnearbejdernes sundhedstilstand og forsøge at afdække hvilke sundhedsproblemer, der er i spil hos disse børn. Det glæder jeg mig rigtig meget til at komme i gang med. Dette indlæg er vist allerede alt for langt, så nu vil jeg lade læseren slippe og gå ned og spise endnu en chapatti.