Dansk fødselsdagfest og påskeharens besøg

Ugen efter at jeg havde været på ferietur i Kerala med Amalie, tog vi tilbage til Tiruvannamalai (”min by”), hvor Amalie bl.a. var med på Børnearbejdscentret et par dage. To FDF-ledere og en flok børn samlet på et sted kan jo kun give anledning til en masse tossede lege og sange. Børnene var helt pjattede med ”kluddermor” og sangen ”jeg kører i min lille bil” frit oversat til engelsk.
Så en dag besluttede vi, at vi ville prøve at afholde en ægte dansk fødselsdagsfest for børnene. Vi startede lige med at få Danmark placeret på verdenskortet og præsenteret Dannebrog. Derefter ville vi gerne lære dem Happy Birthday – men den kunne de sandelig godt i forvejen (hvilket jeg ikke havde regnet med ud fra mit kendskab til deres engelsk-kundskaber). Men flot var det!
Så gik vi videre til fødselsdags-legene, som til gengæld var nye for dem: Ballon-appelsin-dans og spise-snører-på-tid – gode klassiske danske lege. Den første leg fik simpelthen helt nye dimensioner i indisk kontekst. Vi forsøgte gentagne gange at forklare, at man var i hold to og to og skulle prøve at smadre de andre holds balloner. Men børnene fandt på en sjovere og lidt mere hardcore udgave, der gik ud på at prøve at smadre ballonen mellem egen og holdmakkers pande. Det så farligt ud, men børnene skraldgrinede bare, når det lykkedes at få ballonen smadret. Ok, så lærte vi da også lige en ny leg at tage med hjem til FDF!!
Fødselsdagen kulminerede da fødselsdagskagen (som mere lignede isvafler…) pyntet med små dannebrogsflag blev sat på bordet. Børnene havde øjne så store som tekopper og de blev ikke mindre, da de hver fik en lille beskeden gave med et par balloner og Haribo-slik. Børnene satte hurtigt flagene fra kagen i knaphullerne på deres slidte skjorter og guflede dette mærkelige danske slik i sig. Det er fantastisk at opleve, hvor lidt der skal til for at skabe så stor glæde hos de her unger.
Denne uge har kalenderen så vist påske-tid, og det skaber jo endnu en anledning til tossede danske traditioner. Det var jo oplagt at afprøve den gode gamle finde-påskeæg-leg i skolegården. Denne gang var jeg alene på skansen og mødte flere udfordringer. Det er ikke så let at fremskaffe påskeæg her i Indien, så jeg havde købt en ramme almindelig æg og skrevet point-numre på, som så kunne udløse x antal stykker slik. Nåh, jeg gik frejdigt i gang med at gemme æggene bag sten og i træerne, men opdagede snart, at hver gang jeg havde ”lagt et æg” blev det enten hakket i stykker af en tilflyvende krage eller af en af skolens 3000 andre børn, for hvem legen jo ikke var tiltænkt. ”Rimelig underlig dansker, der render rundt og lægger æg over hele skolegården”, har de nok tænkt, men jeg opgav at forklare. Panik! Jeg fik pludselig rygende travlt med at gemme de sidste æg og givet en lyn-instruktion om legens koncept til børnene på centret, hvorefter de strøg ud. I løbet af nul-komma-fem havde de fundet de tilbageværende æg. Pyha! De synes heldigvis det var en herlig leg – ikke mindst fordi der var præmier.

På udvekslingsbesøg hos Junior Ministry
Mens Amalie var her fik vi også mulighed for at aflægge en kort visit hos Junior Ministry, som er en indisk søsterorganisation til FDF. Vi blev taget varmt imod at flere af folkene bag denne lokale afdeling og bl.a. sekretæren for denne region, Ruby. Der var et imponerende fremmøde på 125 ”juniors”, og for at det ikke skal være løgn var dette et ekstraordinært møde arrangeret til ære for os. Det var imponerende! Og rigtig sjovt for os at opleve hvor meget Junior Ministry ligner FDF. Vi legede bankebøf (meget FDF-agtigt) og sang endda sange med melodier velkendt fra March & Lejr (FDF-sangbog). Det var en super fed oplevelse og hvilken disciplin! Vi blev hurtigt enige om, at det kunne visse FDF-børn godt lære noget af!

En hellig elefant og 7 meter stof med guldkant
Det fortjener også lige en bemærkning, at Amalie og jeg, under et besøg i det store tempel i Tiruvannamalai, var så heldige at blive velsignet af en hellig elefant. Dér under tempel-søjlerne stod det store smukke dyr og ventede bare på, at man kom hen og kastede en mønt ned i dens snabel. Herefter lod den nådigt sin snabel feje blidt hen over den heldiges hoved – tadaaa velsignet!! Mønterne fnøs den med jævne mellemrum ud i sin dyrepassers hånd. Indrømmet, jeg skulle lige samle mig mod til (den var jo ikke bundet eller noget, men stod helt fri og svajede fra side til side). Men pyh, hvor var det godt jeg endte med at gøre det – min Indiens-færd havde bestemt ikke været det samme uden dette blåstempel fra elefanten. Og dyrets størrelse taget i betragtning må jeg jo så nu være velsignet nok for i hvert fald et års tid.

En anden vigtig, vigtig ting man skal prøve, når man er i Indien som pige (og har bare en smule hang til pynt), er selvfølgelig at få lavet en sari (traditionel indisk klædedragt for kvinder). Elise og jeg havde fået syet én, og i går skulle den så stå sin prøve til et lille party hos Anna og Nikolaj. Vi fik hjælp til at sætte den og det var godt, for ellers var resultatet nok blevet mere tvivlsomt. Det kræver alligevel en smule snilde at få viklet de 7 meter stof rigtigt rundt og på en måde så det faktisk er muligt at bevæge sig. Men det var vildt sjovt at have den på – lidt som et stort kostume, som man skal øve sig i at have på og gå i. Det var dog lidt svært rigtigt at gå til festkagen iført den korsetlignende bluse, man skal have på under sarien. Nu forstår jeg pludselig meget bedre, hvorfor indiske kvinder altid går med så rank ryg!