Hvad ville du gøre, hvis du kun havde én uge tilbage i Indien?

I skrivende stund er der lige præcis en uge, til jeg lander i Kastrup Lufthavn. Det er lidt surrealistisk at tænke på. Dette bliver nok også det sidste indlæg på bloggen, for lige pludselig kan jeg mærke, at tiden bare flyver af sted, og der er stadig meget jeg skal nå, før jeg kan klappe min kuffert sammen – en kuffert, der nu er ved at være fyldt til randen af tre måneders oplevelser i Indien.

Påskebrunch i det grønne
Siden sidst har det jo været påske, og den fik vi fejret rigtig fint med påskebrunch ude hos Daphne, en af de ansatte på Quo Vadis. Hun bor i et fantastisk og helt tilgroet hus ude i skoven – den perfekte ramme for en dag med god mad, finde-påskeæg-leg og sågar krea-workshop med at male påskeæg. Det var rigtig fint. Vi havde haft ambitioner om at snuppe en gudstjeneste påskemorgen, men den bliver for sjovs skyld holdt kl. 5am hernede, så det… Det bliver vist hernede taget meget bogstaveligt, at Jesus stod op før solen dengang for mange år siden.

Forlovelsesfest med 700 gæster
I sidste uge var vi inviteret til forlovelses-fest i Tirukoilur i anledning af, at Sundars søn skal giftes til juli (Sundar er en af mine kontakter hernede). Så vi var til storslået forlovelses-fest iført sari og det hele. Det var lidt af et show. Det kommende brudepar blev placeret på hver sin tronstol i hver sin ende af en scene foran de 700 gæster og skulle så alle de ceremonielle ting igennem. Blandt andet skulle de undervejs i showet skifte til noget nyt tøj og så var der jo lige overrækkelsen af mindst 30 gaver pakket flot ind i cellofan-papir til brudens familie. Det var sjovt at opleve, men samtidig også ret distanceret. Jeg fik fx slet ikke lejlighed til at hilse på det vordende brudepar.
Samme dag var det Tamil Nadu nytårsdag, og denne dag indvarsler traditionelt set sommeren hernede. Det skal jeg så sandelig lige love for. På denne dag tog temperaturen simpelthen et kvantespring op ad skalaen. Siden da har det været rigtig varmt – tæt mod de 40 grader i skyggen.

Rapportering og en masse fine oplevelser
Jeg har den seneste halvanden uge brugt en del tid på at få samlet informationen fra mine 15 interviews på børnearbejdscentret i en rapport. Som jeg tidligere har beskrevet, har jeg været ved at undersøge hvilke sundhedsmæssige problemer, der er blandt børnearbejderne og det stykke arbejde er nu ved at være bragt til ende – udmøntet i en lille rapport-sag. Det har været rigtig spændende for mig at prøve at arbejde med folkesundhedsvidenskab i praksis på denne måde, og jeg synes jeg har lært en del rent metodisk. På baggrund af undersøgelsen har jeg så skrevet nogle anbefalinger til, hvordan de kan prøve at forbedre børnenes sundhedstilstand - håber, at noget af det kommer fra papiret og ud i praksis.
Meeen, den har ikke stået på rapport-skrivning hele tiden. Jeg har også oplevet en masse af det jeg gerne ville nå, før jeg skulle rejse hjem. Fx var vi i weekenden en lille flok i biografen og se en vaskeægte Tamil Nadu – film. ”Ayan”, hed den og tror at genren må kaldes actionkomedie med en kærlighedshistorie flettet ind. Det var god underholdning. Der var danse-scener både på øer, i grotter, i byen og i ørkenen – hvad mere kan man ønske sig? Lyden var skruet op på max og der var overhovedet ikke, som i danske biografer, behov for at sætte mobiltelefonen på lydløs – filmen overdøvede alt andet! Derudover har vi fået rundvisning her på Lebanon, som er området, hvor ”the Nest” ligger placeret. Der er både tilknyttet landbrug og væveri, så det var rigtig fint lige at se, hvordan de høster og væver. Og ej at forglemme, har vi også lige fået et madlavningskursus af mesterkokken Penita, JP’s kone, og lært at lave hendes legendariske chapatti’er med chutney – mums!!

Festen i ”Nesten”
I søndags havde Elise og jeg inviteret til åbent hus i ”the Nest” i anledning af, at vi snart rejser herfra. Vi havde bestilt en ordentlig kage med overdrevet meget pynt med klar bevidsthed om, at når det kommer til kagepynt gælder det også, at ”most is more”. Vi havde inviteret vores nærmeste omgangskreds hernede og der kom en god flok på omkring 15 gæster. Og ingen fest uden lidt sjov og ballade, så vi havde stor vandballon-konkurrence ude i baggården. Festens yngste gæster, Anker, Eske og Daphne, tog kampen op med stor iver og fornøjelse. Derudover havde vi arrangeret den neoklassiske ”sæt-snablen-på-elefanten” – leg. Der var rigtig god stemning, og det var vildt fedt for os at have denne mulighed for at gøre lidt gengæld for al den gæstfrihed, vi har mødt hernede.

En bus fuld af Bollywood-dansere
I dag var dagen for den længe ventede picnic-tur på Børnearbejdscentret. Festlighederne startede allerede, da jeg drejede ind gennem porten til skolen. Et par af børnene kom mig løbende i møde og trak mig hen til den fine minibus, der holdt foran centret. De var simpelthen så vildt meget i hopla, og det var tydeligt at se, at de bare glædede sig heeeelt vildt til at komme på tur.
Vi kørte af sted efter ”indian time” – dvs. en time senere end planlagt. Minibussen, der nok var beregnet på ca. 15 passagerer, var godt proppet med 25-30 børn og voksne. Første stop var en lille skovpark med minizoo. Ikke så snart holdt minibussen stille, før børnene var strøget i alle retninger. Der kom samling på tropperne, og vi tog en tur rundt i zoo, hvor der var slanger, fugle, aber og sågar en krokodille, der lå lettere bevidstløs i en lille forplumret sø. Af sted med bussen igen og næste stop var en lille landsby i et bjergområde med store skyggefulde træer – det perfekte spot til at spise de medbragte madpakker. Vi kørte videre op ad bjergene og jeg ved ikke om det var madpakkerne, der havde givet børnene 200 % mere energi eller om det var Bollywood-filmene, der kørte for fuld udblæsning i minibussen. I hvert fald blev bussen pludselig forvandlet til den vildeste fest, hvor børnene efter tur dansede op og ned ad midtergangen med de sejeste Bollywood-moves, de havde lært fra filmene. Lydniveauet steg til mange, mange decibel og jeg indsamlede endnu et stk. bevis-materiale til min snart velunderbyggede teori, om at indere har kraftigt reduceret hørelse. Det danske færdselspoliti havde ikke været helt glad for situationen og jeg sad også lidt og bad til, at det ikke gik galt op gennem de mange hårnålesving. Men pyha, vi kom alle helskindet hjem igen, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det har været en fantastisk dag for børnene. Det var det nu bestemt også for os andre – børnenes glæde er så smitsom som den mest sejlivede influenza-virus.